Situationen i Syrien - der lige nu præges af borgerkrig - er tilspidset, og efter et formodet giftangreb mod civile udført af det syriske regime tales der nu om en mulig militæraktion - både herhjemme og flere steder rundt om i verden.

Emnet 'mulig krig i Syrien' var således også samtaleemnet, da udenrigsminister Villy Søvndal tirsdag aften gæstede TV Avisen på DR1. Her slog udenrigsministeren endnu engang fast, at det ikke er en god idé at indlede en militæraktion uden at have et FN-mandat i baghånden - men skulle det ske, understregede han vigtigheden af, at der er dokumentation for at gå i krig:  

- Hvis befolkningen slås ihjel af herskeren, har det internationale samfund en pligt til at beskytte befolkningen. Hvordan det internationale samfund så bedst beskytter befolkningen, er lige nu det, der diskuteres. Det (en militær aktion, red.) kræver, at beviserne fremlægges, og at det dokumenteres, at al-Assad har brugt våben mod sin egen befolkning. Det er alvorligt at gå i krig, og derfor skal vi også være sikre på, at argumenterne holder, lød det blandt andet fra Villy Søvndal.  

Under hele Syrien-konflikten har Villy Søvndal understreget, at Danmark kun vil være med i en militær aktion, hvis der er enighed i FN om det. Men det formodede giftangreb onsdag i sidste uge, der slog ca. 1.300 ihjel, har ændret udenrigsministerens holdning.

- Hvis Sikkerhedsrådet ikke er i stand til det, så rykker alternative scenarier hurtigt nærmere. Det må vi også i Danmark forholde os til, lød det tidligere fra Villy Søvndal i en skriftlig besked til en række medier.

Statsminister Helle Thorning har tirsdag haft samtaler med flere europæiske politiske ledere for at vende situationen i Syrien. Ifølge Berlingskes oplysninger har statsministeren været i kontakt med både Storbritanniens premierminister David Cameron, Frankrigs præsident Francois Hollande samt Tyrkiets premierminister Tayyip Erdogan. Tidligere tirsdag udtalte Helle Thorning-Schmidt til TV 2 News, at hun er klar til at gå uden om FNs sikkerhedsråd, hvis det bliver nødvendigt.



Kortvarig krig med missiler

Hvis der kommer en militær aktion, vil det ifølge dansk ekspert blive en kort én af slagsen  - og der vil efter alt at dømme blive brugt krydsermissiler, hvis mål vil være at ødelægge præsidentens kommunikationsmuligheder. Det siger Lars Cramer-Larsen, der er major i forsvarsakademiet og specialist i Mellemøstens konflikter.

- Jeg tror, der vil være tale om en indledning med krydsermissiler, som er rettet mod tv-tårne, radiomasterne og internettet i landet og måske også al-Assads forsvarsministerium. Altså alle de centrale dele af den syriske elite, som styrer landet. Hvis disse dele bliver sat ud af spillet, vil al-Assad ikke længere være i stand til at nå ud til sit folk. Han er en præsident, der i høj grad har brugt radio og tv som kommunikationsmiddel, og hvis det ikke længere er muligt for ham, kan han ikke styre slagets gang, siger Lars Cramer-Larsen, der kommer med et eksempel: Under første Golfkrig lykkedes det at lamme Saddam Husseins kommunikation med mange voldsomme luftangreb.

Situationen i Syrien har været anspændt siden januar 2011, da det syriske folk i flere storbyer - inspireret af Det Arabiske Forår - begyndte at protestere mod præsidenten, Bashar al-Assads regime. Siden har det udviklet sig til en regulær borgerkrig i landet, hvor omkring fem millioner syrere er blevet fordrevet, mens mindst 93.000 har mistet livet. Onsdagens formodede nervegasangreb har kun forværret situationen. Selv har regeringen i Syrien pure afvist at have en rolle i angrebet.