Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Mandag og tirsdag holder Mattias Tesfaye møder med de øvrige partiledere i skandalesagen, hvor Claus Hjort Frederiksen muligvis bliver tiltalt for at røbe statshemmeligheder.

Partilederne indkaldes til møder individuelt for at få en dybt fortrolig orientering om den tiltale mod Claus Hjort, som Rigsadvokaten anbefaler.

Sagen har fået fuld mediedækning, da den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen begge er sigtet i sagen for at røbe statshemmeligheder.

Men den reelle baggrund for sigtelsen er offentligheden ukendt.

»Man kan sige, at det er en meget betændt sag. Det er en af de få ting, som kan springe i luften i hænderne på regeringen,« lyder det fra B.T.s politiske redaktør, Anders Leonhard.

Nu skal justitsministeren beslutte, om der reelt skal rejses tiltale mod Claus Hjort, der i givet fald kan få op til 12 års fængsel.

Første skridt er, at Folketingets partiledere skal orienteres om, hvad Claus Hjort Frederiksen egentlig er sigtet for. Og hvis sigtelsen skal blive til en tiltale, kræver det, at Folketinget ophæver folketingsmedlemmets immunitet.

Men allerede før de vigtige møder hos Tesfaye har flere partiledere protesteret over, at kun partiledere bliver orienteret og dermed får mundkurv på.

»De to partiledere Alex Vanopslagh og Pernille Vermund har på forhånd allerede meldt afbud. De vil ikke komme, fordi det kun er partilederne og ikke alle, som skal høre om sagen,« forklarer Anders Leonhard.

Ifølge B.T.s oplysninger vil orienteringerne blive holdt i meget stram snor. Partilederne orienteres enkeltvis og ikke i samlet flok, og det er blandt andet repræsentanter for Rigsadvokaten, der vil levere de hemmeligholdte detaljer.

Indholdet på møderne er dybt fortroligt, og derfor må partilederne ikke efterfølgende videregive oplysningerne til deres partifæller.

Andre læser også