Priserne på fødevarer kan ikke fortsætte på den nuværende himmelflugt.

Det er meldingen fra Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, der som konsekvens af den høje inflation, kalder skatteminister Jeppe Bruus (S) i samråd.

»Jeg kalder skatteministeren i samråd, fordi regeringen bliver nødt til at se virkeligheden i øjnene, tage ansvar og give danskerne den hjælp, de har brug for. Der skal simpelthen ske noget nu,« siger René Christensen.

Ministeren skal i samrådet redegøre for, hvad det økonomisk vil betyde at lave en differentieret og lavere moms på fødevarer i Danmark.

Skatteminister Jeppe Bruus bliver nu kaldt i samråd på grund af prisernes himmelflugt.
Skatteminister Jeppe Bruus bliver nu kaldt i samråd på grund af prisernes himmelflugt. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Danskerne har simpelthen ikke råd til, at priserne fortsætter den himmelflugt, vi har set den seneste tid,« siger René Christensen og tilføjer:

»Der er mange, der har brug for en håndsrækning for at kunne få det hele til at løbe rundt, og derfor vil Dansk Folkeparti blandt andet kæmpe for en lavere fødevaremoms.«

Men hvordan skal lavere moms på fødevarer forhindre den nuværende himmelflugt, der jo skyldes ting udenfor Danmarks grænser?

»Nogen kan godt sige, at det bare er noget hokus-pokus her og nu, men det er sådan, at når priserne på fødevarerne stiger, så stiger statens indtægter på moms også,« siger René Christensen.

En liter økologisk letmælk koster nu 15,50 kroner i SuperBrugsen.
En liter økologisk letmælk koster nu 15,50 kroner i SuperBrugsen. Foto: Thomas Ambrosius/B.T.
Vis mere

Han nævner det her eksempel på en måde statskassen tjener på, at prisen på fødevarer stiger.

Når en liter mælk stiger fra 10 til 12 kroner, så stiger momsbidraget til staten fra 2,00 kr. til 2,50 kroner, da momsen er på 25 procent.

»Ved at fjerne momsen eller gøre den lavere, vil danskernes udgifter ikke stige på samme måde for fødevarerne. Staten skal jo heller ikke tjene på, at folk bliver fattigere,« siger han.

En opgørelse fra Fødevareministeriet viste for nylig, at det er blevet 490 kroner dyrere om måneden for en almindelig børnefamilie at købe fødevarer.

Det betyder altså, at en børnefamilie i gennemsnit må aflevere ca. 100 kroner mere om måneden i moms til statskassen på grund af de stigende fødevarepriser.

B.T. har spurgt Socialdemokratiets skatteordfører, Troels Ravn, hvad han siger til forslaget om at skære i momsen på fødevarer.

Han mener ikke, at det løser alle problemer at fjerne momsen.

»Varieret moms eller nedsat moms er ikke så ligetil. Tesen er, at det giver øget bureaukrati og øgede udgifter for producenterne. Udgifter som uvilkårligt bliver overvældende for forbrugerne, hvilket betyder, at der ikke er en gevinst at hente,« siger Troels Ravn.

S-ordføreren afviser også, at prisstigninger nødvendigvis betyder, at statskassen fyldes op, fordi momsen også bliver højere.

»Folk vil uvilkårligt spare andre steder, og dermed går statskassen glip af momsindtægter,« siger han og fortsætter:

»På bundlinjen står således, at man skal tænke sig om og træffe kloge beslutninger som regering med stigende inflation og stigende priser på energi og fødevarer.«