Den radikale leder og vicestatsminister Morten Østergaard har meddelt Helle Thorning-Schmidt, at han ikke vil blande sig i, hvornår hun udskriver valg, siger kilder i partiet til BT.
»Vi er klar,« lyder meldingen.
At De Radikale lige nu ser ud til at smide fem mandater, skal ikke være noget argument for at udskyde valget, hvis hun i øvrigt vurderer, at regeringen samlet set står sig bedst ved at tage valget nu.
Valget skal senest være afholdt 14. september.
På Christiansborg har snakken længe gået på, om Thorning måske foretrækker et juni-valg. Med en valgkamp på mindst 21 dage, kan hun vente med at udløse spændingen et par uger endnu.
»Folketingsvalget kommer, når det kommer. Vi har stadig en del ting, vi gerne vil have gjort færdige, og det kan vi forhåbentlig gøre i den kommende tid,« siger Helle Thorning-Schmidt.
Livrem og seler
I Enhedslisten er man særlig spændte.
Hvis Thorning udskriver valget inden torsdag 4. juni, aflyser man partiets tre-dages årsmøde og drager i valgkamp. Årsmødet ligger i dagene 5. til 7. juni, og bliver enten en kåring af Enhedslisten kommende dronning, Pernille Skipper, eller et genvalg af Johanne Schmidt-Nielsen som spidskandidat for endnu en periode.
For at undgå at bliver taget med bukserne nede, mens årsmødet er i gang, vil man straks fredag morgen på årsmødets første dag indstille Pernille Skipper som partiets spidskandidat med en tilføjelse om, at beslutningen først gælder fra mandag morgen.
På den måde kan man holde Johanne Schmidt-Nielsen i spil længst muligt.
SFs formand Pia Olsen Dyhr kan næsten svare i søvne på, hvad hun gør, når Thorning slår på gongongen.
»Så går jeg ned på Dr. Louises bro. Der skal jeg mødes med en masse SFere, og så går vi ud og deler valgmateriale ud,« siger hun.
Klimaminister Rasmus Helveg Petersen (R) har en drejebog på 21 dage, som han sætter i sving, når valget udskrives.
»Om aftenen har jeg møde med mine to valgkredse i Holbæk og Køge/Lejre kl. 18 og kl. 20. Jeg har en aftale med tre af mine plakatophængere, der kommer og henter plakater. Jeg skal også mødes med en frivillig, der skal koordinere min kalender, så jeg kan få mine møder lagt ind. Og så har jeg brygget 200 liter grøn pilsner på et bryggeri i Holbæk. Jeg er klar,« siger Rasmus Helveg Petersen.
Træt af spændingen
Hans partifælle Nadeem Farooq, som ikke genopstiller, er også en smule utålmodig.
»Jeg vil helst have at valget kommer nu, så jeg bliver frisat og kan komme i gang med min jobsøgning,« siger han.
Han hælder mest til, at valget først kommer til september.
»En af de ting, jeg ser frem til at slippe for, er denne her fornemmelse af at være spændt i hele kroppen. Det synes jeg ikke er rart. Jeg kan se på mine kolleger, at de heller ikke synes, det er sjovt,« siger Nadeem Farooq.