Lyt til artiklen
Det tog Venstres formand Lars Løkke Rasmussen næsten et halvt år at indsende oplysninger om sine indtægter, så staten kunne kræve et ukendt beløb, han skyldte, tilbagebetalt, skriver metroxpress.

Moderniseringsstyrelsen skriver den 14. oktober 2013 til Lars Løkke Rasmussen for at høre hvad han har haft af indtægter det sidste år, ‘der skal modregnes i ministervederlaget’ på godt 1,4 millioner kroner.

Først efter en lang række mail, telefonopkald og en enkelt rykker den 17. februar 2014, sender Lars Løkke Rasmussens advokat og landskasserer i Venstre, Nicolai Mallet, den 31. marts 2014 en samlet opgørelse, viser metroxpress’ aktindsigt i al Løkkes korrespondance med styrelsen.

Læs også: Løkkes frontsoldat: Jeg kan ikke genkende Venstre

‘Der er på intet tidspunkt overskredet en frist i forhold til Moderniseringsstyrelsen,’ skriver Nicolai Mallet til metroxpress. Han fortæller, at det eneste nye er, at han får fortalt styrelsen, i hvilket skatteår Løkke har haft de enkelte indtægter.

I advokatens brev af 31. marts er en hel side med overstregede indtægter for Lars Løkke Rasmussen.

‘Jeg anser oplysningerne i denne mail for at være personfølsomme,’ skriver Løkkes advokat.

De eneste nævnte indtægter, der fremgår, er 22.232 kroner fra Nationalbanken og 30.000 fra Løkke-fonden.

I et brev fra Moderniseringsstyrelsen fra 19. december 2013 kan man se, at man har modregnet de 30.000 kroner i en månedsløn fra Løkke. Styrelsen beder ham om at oplyse, hvornår han har haft hvilke indtægter, så han kan betale øvrig gæld af det beløb, han har tjent for meget, tilbage til staten. Det præcise beløb på Lars Løkke Rasmussens gæld er overstreget i aktindsigten. Det fremgår ikke af dokumenterne, hvornår Løkke har betalt sin gæld til staten.

Det er anden gang, at Lars Løkke Rasmussen bliver ramt af en historie om, at han har været meget længe om at reagere.

I november 2013 kunne Berlingske fortælle, at Lars Løkke Rasmussen modtog flere rykkere fra Moderniseringsstyrelsen i perioden fra september til december 2011.