Efter valgnederlaget i juni er De Radikale klar til at starte på en frisk. Fra partiets sommergruppemøde på Egelund slot mellem Hillerød og Fredensborg udgik der tirsdag eftermiddag en klar opfordring til den ny Venstre-regeringen om at udsende en invitation til samarbejde.

»Vores telefoner er åbne. Løkke kan bare ringe. Vi vil meget gerne have indflydelse på den politiske udvikling og være med til at skabe resultater,« siger partiets politiske leder Morten Østergaard.

Han opfordrer også regeringen til at samle det Østergaard kalder de ansvarlige partier for at lave en holdbar reform af dagpengesystemet. Med det mener han de tre partier - Radikale, Socialdemokraterne og Venstre - som klart har meldt ud, at de ønsker at påtage sig et regeringsansvar. Tilsammen råder de tre partier plus de nordatlantiske mandater over 93 mandater i Folketinget og derrmed et flertal.

Forventningen er dog, at Venstre helst ser, at reformen aftales med S og DF. Dagpengekommissionen ventes at komme med sin beretning til september, og først herefter starter de politiske forhandlinger.

Se interviewet med Morten Østergaard i videoen herover.