Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Mens danske og europæiske politikere diskuterer, hvordan man hurtigst muligt kan gøre sig uafhængig af naturgas fra Rusland, så er budskabet fra danskerne ikke til at tage fejl af.

Danmark og Europa skal øjeblikkeligt stoppe importen af gas fra Rusland. Der er ingen grund til at tøve.

I en undersøgelse foretaget af YouGov for B.T. bakker hele 68 procent af de adspurgte danskere nemlig op om et straksforbud – også selvom det kan føre til mærkbart højere energipriser.

Bare 13 procent er modstandere af et importforbud, mens 19 procent svarer 'ved ikke'.

Tirsdag præsenterede EU-Kommissionen en plan, der skal gøre unionen fri for import af russisk olie og gas 'i god tid inden 2030'. Det bakker regeringen også op om, og i weekenden lød det sådan her fra statsminister Mette Frederiksen:

»Det er sagt før, at energipolitik ikke bare er energipolitik. Det er i høj grad også blevet sikkerhedspolitik. Derfor har vi besluttet, at Danmark skal gøres uafhængig af russisk gas«.

Men det kommer til at tage tid. Ifølge klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) kan Danmark tidligst »næste vinter« være fri for russisk gas. Og imens tjener Rusland Rusland styrtende.

Alene 3. marts tjente Rusland knap fem milliarder kroner på salg af gas til EU ifølge finansmediet Bloomberg. Altså på én dag.

Europa har allerede bremset flere store gasprojekter med Rusland. Her ses eksempelvis rør, der skulle have været brugt i etableringen af gasledningen Nord Stream 2 i Østersøen.
Europa har allerede bremset flere store gasprojekter med Rusland. Her ses eksempelvis rør, der skulle have været brugt i etableringen af gasledningen Nord Stream 2 i Østersøen. Foto: JENS BÜTTNER
Vis mere

Det er bredt anerkendt, at milliarderne, som eksempelvis det statsejede Gazprom tjener på salg til EU og Danmark, direkte finansierer den russiske krigsmaskine.

Den danske energigigant Ørsted, der har staten som hovedaktionær, har eksempelvis en milliardaftale med netop Gazprom om leverancer af gas.

På et kort pressemøde mandag ville udenrigsministeren ikke forklare, hvordan beslutningen om – på sigt – at gøre sig uafhængig af russisk gas hjælper ukrainerne her og nu, hvis man udelukker et øjeblikkeligt importstop.

Men Danmark »skal ikke på nogen måde bidrage økonomisk til Putins Rusland,« lød det bestemt fra Jeppe Kofod, selvom vi altså fortsat via vores gasleverancer sender penge mod øst.

Størstedelen af den gas, Danmark får leveret, kommer fra Tyskland, som får cirka halvdelen af sin gas fra Rusland.

Men den langsigtede plan om at gøre sig uafhængig er dog alligevel historisk, lød det fra Jeppe Kofod, der afviste, at man ikke gør nok for ukrainerne her og nu.

»Det er en svær beslutning. Vi vil se, at energipriser kan komme til at stige, og at vi skal indrette os på nye måder. Men prisen for ikke at gøre noget eller at gøre for lidt eller fortsat være afhængig af russisk gas bliver meget, meget større,« tilføjede han.

Han påpegede, at sanktionerne mod Rusland rammer hårdt – og at der allerede er planer om flere.

YouGov-undersøgelsen baserer sig på besvarelser fra 1.248 danskere over 18 år og er gennemført i perioden 4.–7. marts. Den maksimale usikkerhed i undersøgelsen er 2,8 procentpoint.

Andre læser også