I sit første længere interview som statsminister udpeger Lars Løkke Rasmussen (V) de fire vigtigste målsætninger for, hvor Danmark skal bevæge sig hen under hans ledelse. Mislykkes det, har regeringen været en »fiasko«, siger han og fløjter et hektisk efterår i dansk politik i gang.
»Det har været... Ja, hvilke ord skal jeg sætte på det«.
Med hånden på hagen tygger Lars Løkke Rasmussen på spørgsmålet om, hvordan det denne gang har været at indtage Statsministeriet efter valget i juni, da Venstre gik tilbage fra 47 til 34 mandater, sammenlignet med sidst, i april 2009, da han fik de berømte nøgler til det magtfulde kontor i Prins Jørgens Gård overdraget af Anders Fogh Rasmussen.
Læs også:
Ordene giver rumklang i statsministerens kontor, hvor de nøgne vægge i sommerferien er malet kridhvide for at markere en frisk start.
»Jeg skal passe meget på med at svare, så det ikke lyder forkert. For jeg er meget bevidst om, at Venstre ikke havde et godt valg«.
»Men hvis vi fraregner det, har det været en bedre fornemmelse i den forstand, at jeg ved, hvorfor jeg sætter mig her. Det vidste jeg selvfølgelig også i 2009, men dengang var det i løb og med stafet. Vi var i drift. Der var den regering, der var, og den politik, som vi engang var gået til valg på. På den måde er jeg nu lidt mere herre i eget hus. Det er med fod under eget bord, selv om bordet er blevet lidt mindre«.
I et interview med Berlingske forklarer statsminister Lars Løkke Rasmussen sine overvejelser om, hvordan huset skal styres. Han har haft nogle uger på Færøerne og i Sverige til at synke det dramatiske folketingsvalg den 18. juni, der gjorde ham til vinder og taber på samme tid. Han har, som han siger, fået serveretten tilbage i dansk politik – men han skal serve ud i en parlamentarisk virkelighed, der ser mere end almindeligt udfordrende ud.
Rask må det gå
De næste par måneder skal vise, om hans nye, smalle Venstre-regering er flyveklar eller færdig, før den overhovedet kom i gang. Og det i noget, der kan ligne et sandt amokløb. Hold godt fast:
Inden danskerne går på juleferie, skal udlændingepolitikken strammes op. Der skal laves dagpengereform, finanslov og flerårsaftale for det danske politi. En jobreform skal sætte loft over kontanthjælpen og en pose penge skal klæde sundhedsvæsenet på til dets udfordringer. Statslige arbejdspladser skal flyttes til Danmarks yderområder, hvor liberaliseringer af planloven også skal sætte gang i væksten. Danskerne skal til folkeafstemning om retsforbeholdet, og missionen mod terrororganisationen Islamisk Stat skal forlænges.
Mere travlt har Løkke dog ikke haft med at forberede det hektiske efterår, end at han er klar til at udpege fire ledestjerner for hans regering. Fire punkter, som han i særlig grad vil måles på, når han igen en dag skal stå til regnskab over for vælgerne:
For det første skal balancen på arbejdsmarkedet ændres, så færre er på forsørgelse og flere forsørger sig selv.
For det andet skal der skabes flere arbejdspladser i den private sektor, end der er i dag.
For det tredje skal kernevelfærden forbedres, herunder sundhedsvæsenet og »mere værdige tilbud til de ældre«.
For det fjerde skal tilstrømningen til Danmark ændres, så der kommer færre asylansøgere men flere, der arbejder og bidrager.
»Det er de fire ledestjerner, regeringen har. Det betyder ikke, at der ikke også er alt muligt andet, der er vigtigt, men de fire ting er ledestjernerne. Og vi er en fiasko, hvis vi – som dagene, ugerne, månederne og årene går – ikke kan dokumentere, at Danmark bevæger sig den vej,« fortæller statsministeren.
»Det, tror jeg på, kan lade sig gøre. Jeg er optimistisk, men jeg er ikke naiv. Jeg ved godt, at den parlamentariske situation stiller særlige krav. Jeg ved godt, at vi er en mindre mindretalsregering, end vi har for vane i Danmark. Men det giver også nogle muligheder. Styrken ved at være lille er, at man kan være vågen. Mere adræt, mere agil. Og det bliver der behov for, hvis vi skal nå vores mål. Vi skal være ydmyge over for vores egen tyngde. Vi skal være kreative, vi skal være fleksible,« fortsætter Lars Løkke Rasmussen.
Nødvendig kreativitet
Allerede nu har hans regering måttet være kreativ for at holde sig på benene.
Da Liberal Alliance før sommerferien ikke ville være med til at genindføre håndværkerfradraget, måtte Løkke gå til Alternativet og SF, som fik den modydelse, at fradraget bliver mere grønt. Og da Det Konservative Folkeparti pludselig ikke ville stemme for den kommuneaftale, der er hele grundlaget for, at kommunerne kan afholde udgifter for hundredvis af milliarder kroner, måtte regeringen ringe til Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre.
Som et vidnesbyrd på vilkårene har regeringen allerede nu lavet aftaler med alle partier i Folketinget på nær Enhedslisten.
Spørgsmålet er nu, om Løkke-regeringen kan levere på de fire ledestjerner, den meget præcist sætter adresse på. Om de på en eller anden måde er gensidig udelukkende, om de bider sig selv i halen.
Tag nu eksempelvis målet om et markant løft på sundheds- og ældreområdet. Kan det godt lade sig gøre samtidig med, at man som et andet mål vil have flere folk væk fra offentlig forsørgelse, når nu et af midlerne til at nå det er skattelettelser i bunden, hvilket også koster penge?
Mange penge, hvis det skal gøre en betydelig forskel.
Og kan de skattelettelser overhovedet blive betydelige, når Løkke samtidig har afskrevet sig sit udgiftsstop i den offentlige sektor for i stedet at fastslå, at det offentlige forbrug vil komme til at vokse i hans tid som statsminister?
Selvfølgelig, kunne den oplagte indvending være, for så kan man jo kradse nogle flere penge ind på andre områder. Men det kan Løkke-regeringen ikke – i hvert fald ikke, når det kommer til skatter og afgifter. For i regeringsgrundlaget står der, at regeringen med et såkaldt byrdestop »ikke vil hæve nogen skat eller afgift i denne valgperiode«.
Og hvad med Løkkes fjerde ledestjerne, den lavere tilstrømning af asylansøgere for at aflaste vores kommuner. Er det overhovedet muligt i en tid, da der på verdensplan er flere flygtninge, end der har været på noget tidspunkt siden Anden Verdenskrig – uanset hvor store anstrengelser, et flertal i Danmark i øvrigt måtte gøre sig for at være de strammeste af alle stramme strammere?
Resultaterne tæller
Kan folk ikke have en berettiget forventning om, at deres nye statsminister gaber over for meget?
I så fald har Løkke et svar til dem:
»Jeg kan sagtens forstå, at folk kan have en bekymring om alt muligt. Men det er de resultater, man opnår, mens tiden går, som kan gøre de bekymringer til skamme. Bare i de få ting, som vi fik gennemført inden sommerferien, har vi lagt penge til side til en senere diskussion i foråret, som blandt andet handler om skat,« siger han.
Et af de instrumenter, som regeringen vil benytte for at lette presse fra asyltilstrømningen, er at sænke ydelser og gøre opmærksom på det ude i verden. Men hvad fortæller dig, at det vil gøre en forskel for en flygtning fra eksempelvis Syrien, når vedkommende skal vælge sit endemål?
»Det gør de historiske erfaringer, fra dengang vi lavede starthjælpen.«
Løkke holder en pause.
»Almindelig sund fornuft.«
Endnu en pause.
»Almindelig logisk tænkning. Det er ligesom logikken for os.«
Men den tænkning er omdiskuteret. Kritikere indvender, at der ikke kan føres bevis for, at en nedsættelse af ydelser vil afholde folk fra at rejse hertil?
»Politik handler ikke om at føre bevis. Politik er ikke en videnskab. Politik er holdningsbaseret. Politik er, hvad der er ret og rimeligt. Hvad vi tror på. Jeg skal ikke bevise min politik, jeg skal leve op til det, jeg har lovet vælgerne. Og jeg har lovet vælgerne, at vi ville stramme vores udlændingepolitik. Så må vi så blive vurderet på, om de sammenhænge, som, vi mener, er der, holder. Hvis vi rammer næste valgdato, og vi ikke på nogen måde har fået asyltilstrømningen under kontrol, ikke på nogen måde har fået lettet trykket på kommunerne, så må man jo gøre noget andet. Det er faktisk min tilgang,« siger Løkke.
Det er prøvet før
Vi slutter, hvor vi begyndte, nemlig ved det forhold, at Løkke har prøvet at være statsminister før. Det spiller nemlig ifølge ham selv ikke kun en rolle for hans muligheder for at sætte sit eget projekt op fremfor blot at overtage en andens. Det spiller også en rolle, når det kommer til så at føre det projekt ud i livet.
Lars Løkke Rasmussen er den første statsminister, der har prøvet at være statsminister før, siden socialdemokraten Anker Jørgensen i 1975 vendte tilbage til embedet efter et par år i opposition – i øvrigt for midlertidigt at have givet plads til den sidste smalle Venstre-regering under ledelse af Poul Hartling.
Erfaringen er noget af det, Lars Løkke støtter sig til, når han skal spå om sandsynligheden for, at han med succes kan styre sin regeringsskude igennem svært, parlamentarisk farvand for derefter at komme ud på den anden side med dokumentation for, at han har leveret på de fire ledestjerner, han i dag har lagt sig fast på.
»Der er ting, som klart bliver sværere ved, at Venstre havde det valg, som Venstre havde. Men så er der andre ting. Jeg har prøvet at være her før, og det er i hvert fald en fordel. Mens vi var i opposition, har jeg også brugt meget tid på, hvad vi skulle gøre anderledes næste gang. Jeg skal passe på, at det ikke lyder hovskisnovski, men det er med mere ro i maven denne gang. For sidste gang handlede det meget om, hvad det egentlig vil sige at være statsminister, og det kan man ikke læse sig til. Denne gang er det med et klarere billede«.
