Lars Løkke Rasmussen erkender nu, at det var dumt at holde fødselsdagsfest i et sommerhus i Sverige i stedet for at snakke med medierne om tøjsagen.

- Jeg skulle ikke være taget i sommerhus med familie og venner - også gamle venner helt tilbage fra skoletiden - i et sommerhus vi ejer sammen med en del andre par, siger Lars Løkke Rasmussen til journalister der er forsamlede foran Venstres gruppeværelse.

Han bliver også spurgt om han har fået opbakning på gruppemødet, ligesom han bliver konfronteret med, at en række personer i baglandet er begyndt at snakke om, at de vil have en ny formand.

- Jo, men hør nu her: Vi kan jo mødes i denne kreds hver time de næste dage, men vi kan jo ikke komme det nærmere. Jeg har selv taget initiativ til et møde med hovedbestyrelsen på tirsdag og indtil da kan jeg ikke rende rundt og kommentere på hver eneste ny melding, der kommer, siger Lars Løkke Rasmussen, der også understreger at han stadig ser sig selv som Venstres formand og statsministerkandidat i tiden der kommer.

Lars Løkke Rasmussen er stærkt presset af vreden i Venstres bagland og mediernes fokus på sagen. Men han fik i sidste uge 100 pct. opbakning i folketingsgruppen og i partiets forretningsudvalg. Samtidig har kronprinsen Kristian Jensen, chefstrategen Claus Hjort Frederiksen og alle andre topfolk i partiet bakket op om ham. Får han også opbakning i hovedbestyrelsen, kan han ikke væltes med mindre der dukker helt nye og stærkt belastende oplysninger frem. Noget mange Venstrefolk i øvrigt frygter.