Liberal Alliance lancerer nu et usædvanligt hårdt personangreb på Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I en opsigtsvækkende annoncekampagne i Berlingske beskylder partiet oppositionens leder for at begå løftebrud og lyve over for den danske befolkning.

Baggrunden for kritikken er den netop indgåede energiaftale, hvor et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om nye milliardinvesteringer i grøn energi. Til gengæld stiger energiafgifterne, så en gennemsnitlig dansk familie får en ekstraregning på 1.300 kr. om året i 2020.

Og det er et eklatant løftebrud, når Lars Løkke Rasmussen adskillige gange under og efter valgkampen har lovet danskerne, at Venstre vil være garant for, at det ’ikke må blive dyrere at være dansker’, mener Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen.



- Det er en løgn, når man bilder befolkningen ind, at man vil være et værn mod højere skatter og afgifter, og derefter gør det modsatte, siger Anders Samuelsen.

Han mener, at man ikke længere kan stole på Venstres løfte.

- Lars Løkke sagde så sent som på valgnatten, at Venstre ville være garant for, at det ikke måtte blive dyrere at være dansker. Nu har de lagt stemmer til, at det bliver endnu dyrere at være dansker. Det er et klart løftebrud, siger Anders Samuelsen. 

ER DU ENIG MED ANDERS SAMUELSEN I, AT VENSTRE HAR BEGÅET LØFTEBRUD? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

De røde løftebrud


Der har været stort fokus på løftebrud efter folketingsvalget sidste år. En betragtelig del af regeringens vigende opbakning skyldes regeringens brud på S-SFs løfter inden valget om bl.a. efterløn, millionærskat og akutsygehuset på Sydfyn. Men ifølge Liberal Alliances politiske leder er Lars Løkke Rasmussens håndtering af sine valgløfter langt mere alvorlig end Thornings og Søvndals.



- Set fra et borgerligt-liberalt synspunkt er Løkkes løftebrud værre end regeringens. Venstre er det ledende, borgerlige oppositionsparti, som skulle opbygge en tillid hos danskerne og være et værn mod højere skatter og afgifter. Det var et valgløfte, men nu bryder Løkke det allerede efter få måneder, siger Anders Samuelsen.

Løkke: Det er uundgåeligt


Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen, men på sin Facebook-profil erkender han, at energiaftalen gør det dyrere at være dansker.

- Ja, det blev lidt dyrere at være dansker. Det er – desværre – uundgåeligt med den regering, Danmark har. Men regningen blev to milliarder kroner mindre, end den røde regering lagde op til med Enhedslistens opbakning. Det kan vi godt være bekendt, skriver Løkke.

Venstre: LA er et protestparti


Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, mener, at Liberal Alliance med angrebet på hendes partileder bekræfter, at partiet ikke er andet end et protestparti:

- Mens vi andre har siddet i forhandlingslokalet og kæmpet for, at regningen til danskerne er blevet over to mia. kr. mindre, så har Liberal Alliance brugt deres tid og penge på at udtænke annoncekampagner mod os. Det understreger bare, at de er et umodent protestparti.

Får dette angreb nogen betydning for jeres ønske om at samarbejde med LA i fremtiden?


- Jeg forstår godt, hvis danskerne står meget undrende tilbage og kigger på Liberal Alliance og spørger sig selv om, i hvilken retning de vil gå. Det her tyder mest af alt på, at de vil livstidsforlænge Helle Thorning-Schmidt som statsminister og være med til at sikre, at der kommer en rød regering efter næste valg, siger hun.

Det interne slagsmål i blå blok er højst usædvanligt, vurderer Rune Stubager, der er lektor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

- Det er barske ord. Jeg mindes ikke, at vi tidligere har set et angreb af den karakter inden for blokkene. Det er ikke hverdagskost, siger Rune Stubager.

Liberal Alliance på jagt


Han mener, at Liberal Alliance er på stemmehugst i Venstre, og at angrebet risikerer at svække blå bloks løftebrudskritik af Thorning.

- Det tager brodden ud af løftebrudsdiskussionen. Den vil stadigvæk klistre mest til den nuværende regering, fordi det her er en mindre sag, men den gør det sværere at beskylde Socialdemokraterne for løftebrud, siger Rune Stubager.

Er du enig med Anders Samulensen i, at Venstre har begået løftebrud?

Deltag i debatten under artiklen. De bedste indlæg bliver bragt i B.T, mandag