Hver gang en kontanthjælpsmodtager bytter livet på offentlig forsørgelse ud med et job, giver det 200.000 kroner årligt til staten. Og hvis 10 pct. af landets kontanthjælpsmodtagere kommer i arbejde, ville det samlet set bringe 2,1 mia. kr. kroner ekstra til statskassen. Det viser nye svar fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til Folketinget.

Bare for at sætte tallene i et perspektiv, så ville man for de penge for eksempel kunne ansætte 4.400 SOSU-assistenter eller 3.300 politibetjente ekstra i den offentlige sektor. Men hvad skal pengene bruges til? Det vil Troels Lund Poulsen ikke svare på.

»Jeg kommer ikke til at svare på, hvordan vi har tænkt os at bruge de her penge. Nu har vi jo ikke realiseret den besparelse, men kommer vi dertil, hvor vi får 10 pct. af kontanthjælpsmodtagerne i arbejde, så gør det jo vores samfund rigere. Jeg kan udmærket forestille mig, at nogle af de her penge kunne blive brugt til at styrke vores velfærd, men også til skattelettelser eksempelvis,« siger Troels Lund Poulsen.

Troels Lund Poulsen svarede på spørgsmålet i går, efter at Folketingets beskæftigelsesudvalg havde efterlyst svar på, hvor meget staten i gennemsnit sparer i offentlige udgifter samt tjener i øgede skatte og afgifter – pr. person, der går fra at være på kontanthjælp til at få et fuldtidsarbejde på HK mindsteløn.

Ifølge beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet, Leif Lahn Jensen (S), så behøver man ikke at have den helt store matematiske evne for at se, at det er en fordel for samfundet, når flere kommer i arbejde i stedet for at være på kontanthjælp. Men at der skulle komme flere sosu’er, pædagoger, politibetjente og folkeskolelærere skal danskerne ikke stikke næsen op efter, hvis man spørger ham.

»Jeg har meget svært ved at se, hvordan Troels Lund Poulsen kan få den her meget liberale regering med til at få flere ansatte i den offentlige sektor. Den køber jeg ikke. Det er som om, at han vil få folk til at tro, at han vil bruge pengene på velfærd. Men er Anders Samuelsen med på, at der skal flere i den offentlige sektor? Det tror jeg er naivt at tænke,« siger Leif Lahn Jensen til BT.

I det nye regeringsgrundlag fra trekløver-regeringen bestående af Venstre, Konservative og Liberal Alliance står der, regeringen vil styrke den offentlige sektors vækst med 0,3 pct., at den vil styrke den offentlige velfærd, men også lave målrettede skattelettelser. Derfor mener Troels Lund Poulsen, at kritikken fra Leif Lahn Jensen er 'tåbelig'.

»Vi har bevist, at for os er det ikke enten eller. Vi vil både styrke kernevelfærden, men også sørge for at skatter og afgifter bevæger sig nedad, så vi bliver mere konkurrencedygtige. Men Leif Lahn Jensen og jeg er dybt uenige. Jeg mener, at vi har et ganske udmærket ydelsesniveau i dag, hvor man både får udmærket og tilfredsstillende kontanthjælp, men der skal være en større grad af økonomisk forskel på, om man er inde eller ude af arbejdsmarkedet,« siger Troels Lund Poulsen.