Er Mette Frederiksen på vej mod stillingen som generalsekretær for NATO, som spekulationerne går på?

Efter Mette Frederiksen deltog i Bilderberg-topmødet og nu skal besøge Joe Biden i Det Hvide Hus på grundlovsdag, har rygterne vokset sig endnu større.

B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, køber dog ikke ind på rygterne om, at Danmarks statsminister står til at overtage jobbet fra norske Jens Stoltenberg, der til efteråret stopper som generalsekretær i NATO.

Rygterne startede, da norske VG i april meddelte, at Mette Frederiksen var udset til jobbet. Den viden havde VG fået på baggrund af »en central kilde« i de høje diplomatiske luftlag.

Norske Jens Stoltenberg overtog posten fra danske Anders Fogh Rasmussen. Han ønsker ikke at fortsætte, når hans kontrakt udløber.
Norske Jens Stoltenberg overtog posten fra danske Anders Fogh Rasmussen. Han ønsker ikke at fortsætte, når hans kontrakt udløber. Foto: KENZO TRIBOUILLARD
Vis mere

»Mette Frederiksen er ikke den første statsminister, der deltager i et Bilderberg-topmøde, uden at det har betydet, at man er på vej mod et topjob,« siger Joachim B. Olsen og tilføjer:

»Det er også normalt, at en dansk statsminister besøger den amerikanske præsident. Det er bare unormalt, at det har taget så lang tid.«

Han hentyder til, at Mette Frederiksens første besøg hos den amerikanske præsident sker efter næsten fire år på posten som statsminister.

Desuden finder Joachim B. Olsen det urealistisk, at så vigtigt et job går til en nordisk statsleder for tredje gang i træk.

Når Mette Frederiksen besøger Joe Biden, bliver det ikke første gang, de to statsledere mødes. De mødtes blandt andet ved et NATO-møde i Spanien sidste sommer.
Når Mette Frederiksen besøger Joe Biden, bliver det ikke første gang, de to statsledere mødes. De mødtes blandt andet ved et NATO-møde i Spanien sidste sommer. Foto: BERTRAND GUAY
Vis mere

Er det med de tre nordiske topledere den eneste grund?

»Nej. Hun har jo lavet et historisk sats med den her midterregering, og det går ikke specielt godt. Det vil være en mærkelig måde at forlade det her prestigeprojekt på, fordi hun skal til NATO,« siger Joachim B. Olsen.

Men er det ikke besynderligt, at hun begynder at deltage i internationale topmøder som Bilderberg og nu skal over og besøge Joe Biden?

»Bilderberg-mødet lå, som Bilderberg-mødet lå. Og Joe Biden-besøget bliver aftalt i meget god tid i forvejen. Jeg tror ikke, at man kan konkludere, at fordi hun deltager i de her to møder, så er hun på vej mod NATO.«

Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T.
Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hvad skal Mette Frederiksen og Joe Biden så snakke om?

»De skal formentligt sidde i det berømte ovale kontor over for hinanden, og så er der formentligt en middag. Og så har de jo en samtale,« siger Joachim B. Olsen og tilføjer:

»Det, der er vigtigt for Mette Frederiksen, er, at de har en god kemi, så hun kan få åbnet nogle døre.«

En kanal kan være, at der åbner sig »embedsporte« mellem USA og Danmark, hvor man kan tale om eventuelle samarbejder. Man kommer dog ikke ud med underskrevne aftaler.

Og så skal de formentlig snakke om sikkerhedssituationen i Ukraine og drøfte fremtidige planer for det invaderede land.

»Men jeg tror kun, mødet tager en times tid,« vurderer Joachim B. Olsen.

Men når hun begynder at sige, at hun er villig til at leve op til NATO-forpligtelserne, og mere til, hvis NATO vil det. Du tror stadig ikke, at hun bejler til posten som NATOs generalsekretær?

»Hvis hun forlader midterregeringen nu, så skader det hendes eftermæle. Og jeg tror, at hun er meget investeret i midterregeringsprojektet. Og så tror jeg ikke, at det reelt er kommet på tale, at det skal være en dansk generalsekretær,« siger han og tilføjer:

»Men det kan være, at jeg ser virkelig latterlig ud om et stykke tid.«

Det er ikke kun norske VG, der har drøftet mulighederne for, at Mette Frederiksen indtager posten som NATOs generalsekretær.

Også den estiske premierminister, Kaja Kallas, har udtalt, at Mette Frederiksen vil være velegnet til posten som NATOs generalsekretær, skriver Berlingske.

Selv afviser Mette Frederiksen at være kandidat, og hun ønsker det heller ikke, da hun er godt tilfreds med sit nuværende job som statsminister i Danmark.