Efter 20 år som ‘en slags mor’ for politikerne, stopper Pari Khadem som Christiansborgs frisør og make-up artist. Et job, der har givet masser af gode historier  

Hun ved hvem, der er politikernes elskere, hun ser flere af dem privat, og hun har set nogle af landets absolut mest magtfulde mennesker i situationer, vi andre ikke drømmer om.

Pari Khadem kender politikerne bedre end de fleste og har været med backstage i over 20 år. Nogle kommer for at få et pitstop fra den travle Christiansborg-verden og ind i hendes lille frisør og sminke-oase for at få ro, mens de bliver klippet.

Andre kommer for at småsnakke, mens sminken bliver lagt perfekt til, når kameraerne ruller. Og så er der dem, der kommer med de mest mærkelige forespørgsler. Pari Khadem, der ikke vil sige, hvor gammel hun er, ‘for det spørger, man ikke en kvinde om’, har ingen fine fornemmelser omkring sit arbejde.

»Nogle gange har der været ministre, der har tabt slipset i suppen nede i Snapsetinget på Christiansborg, og så kommer de op til mig og spørger, om jeg kan rense det.  Jeg har ikke givet udtryk for, at jeg har et renseri. Men jeg er ind imellem en slags mor for dem,« siger Pari Khadem og ler.

Men der kan også være mere på spil end våde slipse. F.eks. den valgaften, hvor daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen skulle aflevere nøglerne til Statsministeriet til Anders Fogh Rasmussen.

»Stemningen var meget trykket, og han var rigtig ked af det. Det glemmer jeg aldrig. Da han skulle ind og sminkes var han totalt rød og opløst. Han havde grædt meget, og det var meget rørende,« siger Pari Khadem.

Pari Khadem flygtede fra det iranske præstestyre til Danmark i 1985 med sin mand og sin to-årige søn.  Hun ville gerne være make-up artist og arbejde med film og tv. Så det var faktisk tilfældigt, at hun endte med at smukkesere landets ledere.

Efter en samtale med en gammel chef, blev hun opfordret til at søge stillingen som frisør og stylist på Christiansborg, og her blev hun altså hængende i 20 år i hendes en--mands-forretning. Men det er slut fra næste måned, fordi hun ganske enkelt ‘har lyst til at prøve noget andet’.

Hverdagen på Christiansborg er hektisk for politikerne, og tit skal de stå knivskarpe foran kameraet tidligt om morgenen, mens der måske stadig sidder søvn i øjet. Og inde på gangene i det store slot bliver de tit kogt og ristede til samråd og kommer svedende ud til rullende kameraer. Så her er det godt at have en kvinde som Pari Khadem ved hånden, der kan få dem stylet.

Og netop den rolle, som hun har haft for mange af dem har gjort, at det har knyttet helt særlige bånd mellem hende og mange politikere. Hun har hentet fint tøj til mange af dem, shoppet med dem og nogle af politikernes ægtefæller  ringer sågar og beder om hjælp til stilen.

En af de politikere, hun er kommet tæt på, er den tidligere Konservative formand, Lars Barfoed. Især hans børn.

»F.eks. har jeg kendt Lars Barfods børn og trøstet dem, lige siden de var små. Det gør jeg stadig, hvis de f.eks. har kærestesorger, og nu skal jeg til hans yngste søns bryllup i Indien,« siger Pari Khadem.

Hun kommer til savne livet i magtens korridorer, men glæder sig til nye udfordringer, hvor hun får mere frie hænder og ikke skal sidde klar fra 09 - 17 hver dag.

Og så var det med elskerne… Hvad er det for noget?

»Jeg har ikke skrevet under nogen steder på, at jeg har tavshedspligt. Jeg har har hørt alverdens historier. Også de mere private. Men det har jeg aldrig sagt det til nogen. Det holder jeg naturligvis for mig selv,« siger Pari Khadem.

Anekdoter:

Mest pinligt, men sjovt. Om forhenværende formand for Konservative Pia Christmas Møller:

Jeg kom hen til hendes hotel tidligt om morgenen og skulle style hende. Jeg ringede til hendes hotelværelse, og hun var totalt træt. Så sagde hun ”vent en halv time med at komme”. Det gjorde jeg. Efterfølgende gik jeg op, og hun åbnede døren, men smuttede ind i sengen igen og faldt i søvn. Efter mere tid tænkte jeg ”nej, nu kommer jeg bagud”. Så gik jeg ind og hev jeg dynen af hende og sagde ”SÅ STÅR DU OP”. Så stod hun også op. Og hun sagde efterfølgende ”tak, fordi du gjorde det. Nu kommer jeg til tiden”.

Mest rørende. Om forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S):

Den valgaften, hvor han gik af som statsminister, var stemningen meget trykket, og han var rigtig ked af det. Danmarks mægtigste mand sad helt magtesløs og skal give nøglen til statsministeriet videre. Det glemmer jeg aldrig. Da han skulle ind og sminkes var han totalt rød og opløst. Det var meget rørende. Jeg synes ikke, at det er et tabu, at en magtfuld mand græder.

Mest mærkelige. Om formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl:

Han kom ind og var helt gul og blå i hovedet. Han fortalte mig, at et af hans børn havde kommet til at sparke ham i øjet. Så måtte jeg kamuflere ham med sminke hele ugen, fordi hvis han kom ud med de øjne, så ville der være nogle overskrifter i aviserne næste morgen.

Bedste turn-over. Om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V):

Først havde hun bordeaux-farvet hår. Det var så gyseligt. Jeg ville lave om på det, og det lykkedes. Hun har stadig rødt hår, men nu er det kobber-blond. Det er meget bedre.

Lækreste forvandling. Om finansminister Kristian Jensen (V):

Han gik med briller og var ikke vant til tætsiddende tøj. Men han er sporty og har en lækker krop, og det skulle fremhæves. Så gav jeg ham nogle stilmæssige tips. Nu står han snorlige, når han kommer med en tætsiddende jakke.

Også mærkelig. Om forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V):

Jeg har sminket ham mange gange. Hver gang han skulle sminkes i starten, var han nærmest bange for pudderpenslen. Den mand, der kunne holde øjnene åbne meget stirrende uden at blinke. Det skulle bare gå hurtigt i sminken, han sad ikke stille. Han blev bedre med tiden.