Det var den franske præsident, der chokerede Helle Thorning-Schmidt med nyheden om, at der var et angreb på Krudttønden i København i gang i februar 2015. Datteren var på arbejde, og Thorning havde taget en steg ud af fryseren. BT bringer her eksklusivt et redigeret uddrag af kapitlet 'Terror i København' fra bogen 'Hvad man ikke dør af - Helle Thorning-Schmidt fortæller sin historie' skrevet af journalisten Nina Munch-Perrin i samarbejde med Helle Thorning-Schmidt.
Det var et fransk telefonnummer, der dukkede op på displayet på Helles telefon den lørdag eftermiddag. Hun kendte ikke nummeret, men tog telefonen. I den anden ende var François Hollande – Frankrigs præsident. Han havde lige fået et opkald fra sin ambassadør i Danmark, François Zimeray, som lå under et bord i forsamlingshuset Krudttønden på Østerbro i København og blev beskudt, mens han desperat prøvede at komme i kontakt med omverdenen for at fortælle, at noget var helt, helt galt.
Den franske ambassadør havde netop talt til debatarrangementet 'Kunst, blasfemi og ytringsfrihed', hvor også den svenske satiretegner og kunstner Lars Vilks og den ukrainske feminist og ytringsfrihedsforkæmper Inna Shevchenko deltog.
»Helle, hvad sker der i København?,« spurgte den franske præsident på sit modersmål.
Hun svarede på engelsk, at det kunne hun simpelthen ikke svare på endnu.
Dagen var begyndt roligt. Statsministeren var alene hjemme. Stephen lagde an til at indlede sin valgkamp i Storbritannien. Johanna var i Wales. Camilla, passede sit fritidsjob i biografen Imperial, hvor filmen 'Fifty Shades of Grey' den dag kørte for fulde sale. Camilla skulle komme hjem og spise sen aftensmad. Formentlig – som altid – med nogle venner på slæb. Helle havde taget en steg ud af fryseren og overvejede, om den mon var klar til at komme i ovnen, mens hun flyttede papirbunker og ryddede op, da livvagterne pludselig bankede på og sagde, at der var blevet skudt ved Krudttønden, hvor der var et politisk arrangement. De havde hørt det over politiradioen og orientererede derfor straks statsministeren, ikke mindst fordi det foregik meget tæt på statsministerboligen.
Klokken 15.31 var de første skud blevet affyret foran Krudttønden i København. Filmproducenten Finn Nørgaard var på vej for at deltage i debatarrangementet, da han ude foran Krudttønden prøvede at stoppe gerningsmanden, der på det tidspunkt skød mod den store glasfacade. Nu vendte gerningsmanden sig mod Finn Nørgaard, dræbte ham på stedet med ét skud og fortsatte skudsalven mod glasfacaden. I minutrapporten fra Rigspolitiet står der med fremhævet tekst: 15.33: Person ramt.
Fire politibetjente blev derefter såret af enten skud eller glasskår.
Øjenvidner fortalte siden hen, hvordan de kunne høre terroristen, der blev identificeret som dansk-palæstinenseren Omar Abdel Hamid El-Hussein, prøve at skyde sig frem. Alle vidste formentlig godt, hvad resultatet ville blive, hvis attentatmanden og hans automatriffel fik tilkæmpet sig adgang til lokalet, hvor cirka 50 forsvarsløse mennesker, der var samlet til et debatarran- gement, var krøbet om bag stole og plastikborde.
En evalueringsrapport fra Rigspolitiet i maj 2015 fortæller, hvordan gerningsmanden først prøvede den låste bagdør, der førte direkte ind til foredragssalen. Derefter gik han hen til ho- vedindgangens glasfacade og begyndte at skyde løs og mødte den 55-årige Finn Nørgaard. I de næste få minutter var alt først kaotiske skud, og så blev der stille. Endelig kom der en politimand ind i foredragssalen, blodig og i smerter. Han råbte til de tilstedeværende, inklusive den franske ambassadør, at salen kunne tage det roligt. Attentatmanden var stukket af. Et par gader væk havde han skræmt en kvinde ud af en bil, som han var kørt væk i. Måske fordi han ikke havde flere skud i riflen. Våbnet blev i hvert fald fundet tomt senere på aftenen.
Lørdag den 14. februar 2015 var slutningen på uge syv, som for mange danskere er midt i vinterferien. Det var det også for stort set alle statsministerens tætteste rådgivere i sikkerhedsspørgs- mål. Hendes internationale rådgiver, Lars Lose, var i Schweiz. Departementschefen Christian Kettel Thomsen var i Sydafrika, justitsminister Mette Frederiksen sad i et tog på vej hjem fra Berlin. Hun havde netop ansat en ny departementschef, Barbara Bertelsen, der reelt først skulle tiltræde mandag morgen. Nu fik hun et opkald fra sin chef, mens hun sad på café. Første arbejdsdag var nu!
Forsvarsminister Nicolai Wammen var som en af de få i København den weekend og kom hurtigt til Christiansborg, samtidig med at han ringede til den franske ambassadør, der stadig var ude ved Krudttønden. Statsministerens særlige rådgiver Noa Redington var på vej hjem fra skiferie i Sydeuropa, men netop landet i lufthavnen. Han tog direkte til Statsministeriet, hvor Thomas Juul-Dam også kom ind fra sommerhuset i Rågeleje, hvor han havde været ude at gå i skoven, da Helle ringede første gang. Helle Thorning-Schmidt havde indkaldt til møde i Regeringens Sikkerhedsudvalg klokken 18. Det var et meget lille opbud, der mødtes. De operative chefer fra PET, FET og Rigspolitiet var til stede, men derudover var det kun udenrigsminister Martin Lidegaard og forsvarsminister Nicolai Wammen var der. Morten Østergaard nåede kun de sidste få minutter. Det, der hurtigt stod klart for alle, var for det første: Danmark var ramt af terror. For
det andet: gerningsmanden – eller gerningsmændene – var stadig på fri fod. Efter mødet i sikkerhedsudvalget var statsministeren klar til at tale med journalisterne.
»Jeg besluttede mig for, at jeg ville ud til Krudttønden for at få et indtryk af, hvad der var sket på gerningsstedet. Jeg ville sige noget til danskerne. Det var lørdag aften. Der var mange menne- sker i byen. Skulle de blive hjemme? Hvordan skulle de forholde sig? Hvor nervøse skulle de være? Der var mange spørgsmål, og jeg syntes, at det var passende at tale nede fra Krudttønden,« fortæller Helle Thorning-Schmidt.
Den dag mødte danskerne en dybt berørt, men også fattet statsminister. På vej derhen talte hun med Tysklands kansler Angela Merkel, der ringede. Storbritanniens premierminister David Cameron ringede også. Men det var ikke kun statsoverhoveder, der kontaktede hende. Camilla ringede til sin mor fra Imperial, hvor hendes vagt nu var slut. For hvordan syntes moderen, at hun skulle komme hjem? Normalt ville hun jo bare hoppe på S-toget og gå det sidste stykke. Skulle hun tage en taxa? Her skulle Helle Thorning-Schmidt træffe endnu en stor beslutning. Som statsminister og mor. Og så sagde hun til sin datter, at hun skulle gøre, som hun plejede. Det vil sige: Tage S-toget hjem og gå resten af vejen. Hun havde diskuteret situationen med Stephen, der var i London. Ingen andre københavnere havde fået at vide, de skulle ændre adfærd. Tværtimod. Så det gjaldt også dem selv. Sådan måtte det nødvendigvis være. Og så tog Camilla som vanligt S-toget til Svanemøllen og gik hjem til Kuhlausgade.
Klokken 20 kørte statsministeren af sted mod Krudttønden. Og efter at have optrådt i alle tænkelige medier tog statsministeren hjem til sig selv. Her kravlede hun ned i sofaen under et tæppe,
med fjernsynet kørende og telefonlinjerne åbne. Hun ringede blandt andet rundt til alle partiledere og inviterede dem ind til et tidligt morgenbrief i statsministeriet. På det tidspunkt vidste ingen, at natten desværre skulle byde på endnu et drab. Helle blev hængende i sofaen helt til næste morgen. Ikke et øje lukkede hun den nat. Kl. 00.47 mistede endnu en mand livet. Dan Uzan blev dræbt foran synagogen i Krystalgade i København, hvor den 37-årige mand var frivillig vagt ved en privat bat mitzvah-fest – den jødiske pendant til konfirmation. Han blev skudt i hovedet på tæt hold.
Helle Thorning-Schmidt kan ikke lade være med at bande, når hun taler om angrebet:
»Jeg blev rigtig nervøs dér om natten, hvor Dan (Uzan, red.) var blevet skudt. Det må jeg sige. Der tænkte jeg: ’Hvad fanden er det, der sker? Hvad er det næste?’,« fortæller hun.
»Det var en meget ondsindet tur, som gerningsmanden foretog den nat. Ufattelig kynisk. At tage en cykel derind med et mål om at finde nogen at skyde ... det er så vanvittigt.«
I dag er gerningsmandens færden kortlagt, og det er kommet frem, hvordan overvågningskameraer optog ham cyklende rundt om synagogen op til drab nummer to. Yderligere to politibetjen- te blev såret. Klokken 04.44, altså tre timer efter det andet drab, havde Politiets Efterretningstjeneste 'øjne på' den mistænkte. På Svanevej i det københavnske Nordvestkvarter førte det tidligt om morgenen til en skudveksling, hvor terroristen skød mod politiet. Han var iført en skudsikker vest og havde en pistol i hver hånd. Klokken 05.17 blev han erklæret død.
Hjemme på Kuhlausgade smed Helle Thorning-Schmidt tæppet, gik i bad og tog, inden solen var stået op, ind til Statsministeriet, hvor hun mødtes med alle partilederne. Inden klokken 9 var gerningsmanden identificeret som Omar Abdel Hamid El-Hussein, født i Danmark den 11. september 1992. Matchende fingeraftryk og dna-beviser slog to streger under identifikationen. Det var en særdeles velbriefet statsminister, der chokeret, men også lettet, indledte en lang, sørgelig søndag.
På mødet i sikkerhedsudvalget, som nu var fuldtalligt, kunne hændelserne kortlægges minut for minut. Endda med en død gerningsmand. Hun skulle lige greje situationen og dosere følelser og budskaber rigtigt. Ikke for meget. Ikke for lidt. Hun skulle finde ud af at lægge snittet mellem det bedrøvede, det respektfulde og så lederrollen som landets rorgænger med ro og overblik. Hendes evne til at sætte den ene fod foran den anden og gennemføre jobbet, uanset hvor ubehageligt det var, og hvor ked af det hun personligt var, hjalp hende igen. Der skulle ikke være tårer, selv om dem, der kendte Helle godt, kunne se, at de var der.
»For mig handlede det om at holde ro. Også – og måske især – i min stemmeføring. Jeg var både utrolig trist og lidt bange. Ikke bange på egne vegne, men på nationens. I den situation handlede det også om at tale til alt det gode i det danske folk, få os samlet igen og sætte ord på, hvor kede af det vi som befolkning var. Jeg følte mig så tæt på det. Man siger sommetider, at politikerne er langt væk fra virkeligheden. Jeg var meget tæt på og mærkede både min familie, naboer og børnenes venner være ramt af frygt og tristhed. Det handler samtidig om at forstå, at folk gerne vil videre. Vi skal videre som samfund. Og heldigvis fangede vi gerningsmanden. Vi lærte noget af det. Og så var der jo oven i en følelse af, at vi trods alt slap nådigt,« siger Helle Thorning-Schmidt.
Angrebet i København skete blot en måned efter angrebet på det franske satireblad Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris. Siden er europæiske storbyer flere gange blevet ofre for terror med støtte til Islamisk Stat som motiv.
»Der er selvfølgelig en stor risiko for, at noget kommer til at ske en anden gang. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi passer på os selv. Vi må stole på, at regeringens øverste ledelse har tingene under kontrol. Men det er også derfor, at det faktisk betyder noget, hvem der sidder i regering. Om det er seriøse og ansvarlige personer, som kan holde på en hemmelighed. Og jo mere jeg har set, desto mere lægger jeg vægt på netop det,« siger hun.
Systemet tilsiger, at det kun er statsministeren og justitsministeren, der briefes om alt i sikkerhedsspørgsmål, samt de regeringsbærende partiformænd. Men Helle Thorning-Schmidt be-
sluttede under sin regeringsperiode at udvide kredsen.
»Jeg gjorde meget ud af at orientere de andre partier, da jeg var statsminister. Jeg begyndte for eksempel også at informere Dansk Folkeparti mere, end de nogensinde var blevet informeret om sikkerhedsspørgsmål. Fordi jeg syntes, det var vigtigt, at de vidste nogle ting. Jeg havde Kristian (Thulesen Dahl, red.) til en del briefinger, som de aldrig havde fået før. Han kunne holde på en hemmelighed. Det må jeg sige. Og han har taget det med den alvor, der skal til. Så det var en god beslutning,« siger Helle Thorning-Schmidt.
(...)
»I de følgende dage går der vel meget politik i den, synes jeg. Flere begynder at tale om undersøgelser af politiet. Men alle vidste, at politiet i de dage arbejdede i døgndrift med at få opklaret, hvad der var sket, og om gerningsmanden havde arbejdet alene. Der var langt mere politi i gaderne, og de jødiske institutioner skulle beskyttes på en helt ny måde. Jeg synes, det var helt vildt, hvis politiet i den situation skulle bruge så meget som et minut på en intern undersøgelse. Det kommer senere. Det var ganske enkelt helt utrolig godt politiarbejde, at de fandt ham den nat. Og jeg synes, at det er undervurderet, hvor vigtigt det er med en effektiv efterretningstjeneste. Det er også derfor, det er afgørende, at vi har en regering, der bakker op om både politi og efterretningstjeneste. Der må ganske enkelt ikke være nogen slinger i valsen i forhold til den opbakning. Jeg var skuffet over, at der var så mange partier, som satte spørgsmålstegn ved politiets arbejde i dagene efter. Det er så nemt at nedbryde tilliden til myndighederne, særligt vores efterretningstjenester, der af indlysende grunde ikke kan afsløre alle arbejdsmetoder. Og netop derfor skal de ansvarlige partier bakke op og ikke på nogen som helst måde bidrage til at undergrave dem,« siger Helle Thorning- Schmidt.
Én borgfred havde hun dog sikret sig. Det beviste dagene med terror. Hendes eget parti bakkede hende 100 procent op. Væk var mislyde og murren i krogene. Socialdemokraternes formand hed Helle Thorning-Schmidt, og det var der, måske for første gang i ti år ingen, der satte spørgsmålstegn ved. De var måske endda stolte af hende.
