Ja eller nej? Det er mere kompliceret end som så. I hvert fald, hvis du spørger danskerne.

I morgen skal danskerne stemme om, hvorvidt forsvarsforbeholdet skal afskaffes eller ej.

Forvirringen kan føles total, for hver fjerde dansker er i tvivl om, hvor kuglepennen skal føres hen, når det endelige valg skal træffes. Og for mange danskere er folkeafstemningen simpelthen gået hen over hovedet på dem.

»Der er tale om et væsentligt mere mudret billede denne gang. Vi kan se, at mange stiller spørgsmål ved betydningen af forbeholdet, og hvilke konsekvenser en afskaffelse vil have,« siger Karina Kosiara-Pedersen, valgforsker ved Københavns Universitet.

På gaden har B.T. dog mødt flere danskere, som er helt sikre i deres sag. En af dem er Petra Linnet, der sætter sit kryds ved 'nej' på onsdag.

Selvom hun føler sig godt klædt på til afstemningen, så mener hun, at debatten og dækningen har været for sløret.

»Jeg synes, at debatten i mediebilledet har fyldt nok, men politikerne og medierne har ikke været klar nok i spyttet om, hvad det egentlig omhandler«, forklarer hun.

Flere af de danskere, B.T. har talt med mandag, bliver både usikker og finder det skæve smil frem, når deres ja- eller nej-stemme skal begrundes.

Beslutningen er enten taget ud fra et givent partis holdning eller valgplakater, som har sat sig på vælgernes nethinde, forklarer flere danskere på gaden til B.T.

Få føler sig rent faktisk godt klædt på, men en af dem er Gursewak Singh Dhaliwal.

»I gymnasiet bruge vi meget krudt på de fire forbehold. Så dét kombineret med min egen interesse inden for politik har gjort, at jeg føler mig godt klædt på til afstemningen.«, forklarer han.

For ham er der ingen tvivl om, at Danmark skal afskaffe forbeholdet og blive mere inkluderet i EU. Og dén holdning står Gursewak Singh Dhaliwal langt fra alene med.

I en ny Megafon-måling svarer to ud af tre nemlig, af dem der har besluttet sig, at de vil stemme ja til at ophæve forsvarsforbeholdet på onsdag.