Udenrigsministeriet får nu kritik i forbindelse med sagen om tidligere udviklingsminister Rasmus Prehns (S) sag om hans middag med en hemmelig gæst, som han lod ministeriet betale for. Det skriver Frihedsbrevet.

Sidste år i september bad Ombudsmanden ministeriet undersøge, om den hemmelige gæst kunne identificeres. I den forbindelse skulle ministeriet spørge blandt andre Rasmus Prehns tidligere rådgiver Casper Steen Pedersen, om han vidste, hvem den mystiske gæst var, som Rasmus Prehn havde spist middagsmad med og nu nægtede – og fortsat nægter – at fortælle, hvem er.

Men Udenrigsministeriet undlod at spørge rådgiveren, hvilket nu får flere eksperter til at udtale skarp kritik af ministeriet.

»Min vurdering er, at ministeriet ikke har svaret korrekt og fyldestgørende, når spørgsmålet ikke er blevet stillet til den særlige rådgiver, der må formodes at være den nærmeste til at have kendskab,« siger Oluf Jørgensen, der er forskningschef emeritus ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og ekspert i offentlighedsloven, til Frihedsbrevet.

Rasmus Prehn, tidligere udviklingsminister
Rasmus Prehn, tidligere udviklingsminister Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Steen Bønsing udtrykker også kritik og forklarer, at ministeriet havde pligt til at spørge rådgiveren.

Prehn spiste middag 10. juni 2020 på restaurant Undici i København, og på bilaget skrev han, at han havde spist middag med journalist Søren Wormslev, som arbejder på Nordjyske Stiftstidende.

Men Wormslev har selv afvist nogensinde at have været ude at spise med ministeren, hvorefter Prehn forklarede, at det var en fejl, at han havde skrevet Wormslevs navn på. Prehn kaldte selv fejlen for en »hjerneprut«.

Frihedsbrevet har spurgt Prehns rådgiver, hvad svaret havde været, HVIS ministeriet havde spurgt ham, hvem Prehn i virkeligheden var ude at spise med. Svaret havde i sin enkelhed lydt:

»Det ved jeg ikke.«