Det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam (Naleraq) søger orlov fra Folketinget, skriver Altinget.

- Der er Inatsisartut-samling på vej, og jeg vil gerne kunne optimere mine kræfter her, siger hun til Altinget med henvisning til Grønlands parlament.

Orloven begynder ifølge Altinget 19. september, hvor Inatsisartuts efterårssamling begynder, og løber frem til 14. november.

Hun er dermed ikke til stede, når Folketinget åbner i begyndelsen af oktober.

Folketinget åbner tirsdag 7. oktober, og to dage senere er der åbningsdebat.

Også i 2023 missede Aki-Matilda Høegh-Dam Folketingets åbning, da hun stadig repræsenterede Siumut. Det skete, fordi hun var på et kursusforløb i USA.

Aki-Matilda Høegh-Dam blev i marts indvalgt i Inatsisartut ved valget i Grønland, efter at hun måneden forinden havde meldt sig ind i det selvstændighedssøgende Naleraq.

Hun har siden altså været medlem af både Inatsisartut og Folketinget.

/ritzau/