Aktiv dødshjælp er normalt forbeholdt dødeligt syge mennesker, der lever med så store smerter, at de ikke kan holde livet ud. Men i Belgien har læger nu givet tilladelse til, at en ung og fysisk rask kvinde kan få hjælp til at tage sit eget liv.

Det skriver den belgiske avis De Morgen ifølge Daily Mail.

En anonym 24-årig kvinde, som blot bliver kaldt ’Laura’, har siden sin tidlige barndom haft selvmordstanker. Og hun har da heller ikke haft en nem start på livet. Hendes forældre havde ikke planlagt at få et barn, og hendes far havde et alkoholproblem. Derfor voksede hun op hos sine bedsteforældre, som ifølge avisen gav hende ’sikkerhed, fred og struktur’.

Men selv en bedre opvækst hos bedsteforældrene var ikke nok for ’Laura’, der har lidt af psykiske problemer siden hun var 21 år gammel.

’Laura’ fortæller til den belgiske avis De Morgen, at hendes opvækst ikke har gjort nogen forskel.

»Selv om min barndom uden tvivl bidrog til mine lidelser, så er jeg overbevist om, at jeg ville have haft ønsket om at dø, hvis jeg var vokset op i en rolig og stabil familie.«

»Livet er ikke noget for mig,« siger hun til avisen.

Næsten 2.000 om året
Så når ’Laura’ får opfyldt sit ønske om at dø med hjælp fra et hold læger, bliver hun en af næsten 2.000 belgiere, der får aktiv dødshjælp.

Siden 2002 har belgiere haft mulighed for at få gjort ende på et liv med sygdom og smerter. Det har over 1.800 personer gjort i 2013 – langt de fleste syge mennesker med terminalerklæringer. Samme år fik også dødeligt syge børn mulighed for at få aktiv dødshjælp, så længe de forstår, hvad der foregår, og så længe, deres forældre er indforståede med beslutningen.

Men psykisk syge personer, der får aktiv dødshjælp, er stadig forholdsvis sjældne. Blot 67 personer med psykiske lidelser fik i 2013 tilladelse af de belgiske myndigheder til at ende deres liv.

For den 24-årige ’Laura’, har der aldrig været tvivl om, at hun skulle dø.

»Døden føles ikke som et valg. Hvis jeg havde et valg, ville jeg vælge et udholdeligt liv, men jeg har forsøgt alt uden succes. Jeg har altid haft selvmordstanker, og jeg har også forsøgt selvmord nogle få gange. Men så er der nogen, der har brug for mig, og jeg vil ikke såre nogen. Det har altid stoppet mig,« fortæller hun til den belgiske avis De Morgen, der skriver, at ’Laura’ efter planen forlader jorden med lægernes hjælp denne sommer.

Forbudt i Danmark
Belgien er et af blot fire lande i verden, der tillader aktiv dødshjælp, mens fire lande og en håndfuld amerikanske stater har givet tilladelse til, at læger eller andre kan hjælpe dødeligt syge med at begå selvmord.

I Danmark er begge dele ulovligt. Til gengæld må danske læger gerne give smertelindrende medicin, selv om det kan betyde, at patienten dør hurtigere end uden den smertestillende medicin.

Aktiv dødshjælp er dog stadig til debat i Danmark. Senest i marts i år, hvor Venstres Ellen Trane Nørby, der nu er minister, fortalte, at hun støttede aktiv dødshjælp til uhelbredeligt syge.

»Jeg er klar til at åbne en debat om, hvordan vi kan hjælpe dem til at komme herfra på en fredfyldt og værdig måde. Også selv om det betyder, at vi giver dem en sprøjte med medicin, der væsentligt fremskynder døden,« sagde hun dengang til Kristeligt Dagblad.

Og blandt danskerne er der også opbakning til aktiv dødshjælp. I en undersøgelse fra 2012, som Kristeligt Dagblad offentliggjorde, svarede 71 pct. af danskerne, at de gik ind for at folk selv må bestemme hvornår og hvordan de vil dø.

I Folketinget er der dog ikke opbakning til at legalisere aktiv dødshjælp.