»Jeg tror, at man som dansker skal komme lidt væk fra Novo Nordisk-aktien.«

Sådan lyder advarslen fra Oskar Barner Barnhardtsen, der er investeringsstrateg hos Saxo Bank i Millionærklubben tirsdag.

Det sker på en dag, hvor aktien i den danske medicinalmastodont, der har specialiseret sig inden for diabetes og fedmemedicin, falder næsten 6 pct.

Investorer reagerer på, at der er kommet nyt fra konkurrenten Eli Lilly, der har fremlagt fase 3-data for deres vægttabspille, Orforglipron.

Novo Nordisks kursfald viser, hvad der sker, når en aktie går fra hype til anti-hype, vurderer han med henvisning til, at aktien er blevet halvt så meget værd på 12 måneder.

Læs også: Sådan anbefaler analytikerne, at du handler Novo-aktien nu

Strategen har selv købt Novo Nordisk-aktier på Novo Nordisk-kursfaldene, men han advarer om, at Novo-aktien generelt fylder uforholdsvismassivt meget i danskernes portefølje.  

»Jeg falder selv i fælden, fordi man tænker 'Nu kan kursen ikke blive lavere', men der er masser af andre virksomheder, der gør det godt derude,« udtaler han og tilføjer: 

»Man skal passe på med at stirre sig blind på aktier, der falder (i pris, red.). Det kunne være, at man skulle kigge på Eli Lilly og få noget diversificering,« udtaler han.

Investorer har sendt Novo Nordisk ud i et brutalt kursfald af frygt for, at den amerikanske konkurrent Eli Lilly kommer til at sidde på fremtidens fedmemarkedet. 

Torsdag viste Eli Lilly nye tal, der viste, at dets mulige fedmeguldæg viste et vægttab på 7,9 pct. over 40 uger hos overvægtige med diabetes.

Baseret på markedsreaktionen tolker investorerne det som en bekræftelse af, at Novo Nordisk er ved at tabe opgøret om fedmemarkedet.

Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.

Læs også: Topøkonom deler dyster forudsigelse

Læs også: Lau Svenssen om dansk kæmpe: Derfor vil jeg ikke købe