Hvor blev dampen af?

Stemplerne på det europæiske vækstlokomotiv er bremset fuldstændig op, viser tal for BNP i eurozonen, der er blevet offentliggjort torsdag formiddag.

Væksten i BNP målt fra kvartal til kvartal lander på 0 pct. i fjerde kvartal, og dermed ligger væksten stendød.

Tallet er også lavere end forventningen, der lød på en fremgang på 0,1 pct. ifølge Trading Economics.

Væksten lander dermed samlet i 2024 på 0,7 pct., og det er kun en smule bedre end væksten i 2023, hvor den årlige BNP-vækst lød på 0,5 pct.

Tallene er heller ikke synderligt imponerende, lyder vurderingen fra seniorøkonom hos Sydbank, Mathias Dollerup Sproegel.

»Det er på ingen måder en prangende vækst. Faktisk kan det bedst betegnes som en vækst i slæbesporet. Det er en væsentlig årsag til, at vi senere i dag med al sandsynlighed får en ny rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank (ECB),« skriver han i en kommentar.

ECB holder nemlig rentemøde torsdag, og forventningen fra en række økonomer er, at man kommer til at sænke styringsrenten.

Det vil give en hjælpende hånd til de nødlidende lande Tyskland og Frankrig.

I mange år har Tyskland været vækstmotoren i Europa, men nu er det ikke længere vores nabo mod syd, som er den økonomisk lokomotivfører i Europa, lyder vurderingen fra chefstrateg Mikael Olai Milhøj fra Sterna Capital Partners.

»Tyskland er udfordret både konjunkturmæssigt af recessionen i den globale fremstillingsindustri og strukturelt pga. en forældet forretningsmodel baseret på benzinbiler, afsætning til Kina og billig gas,« skriver han i en kommentar.

Væksten i Europa skal findes sydpå, hvor de sydeuropæiske lande klarer sig fornuftigt, og det er en skarp kontrast til billedet tilbage i 10'erne, hvor lande som Portugal, Italien og Spanien kæmpede med gældskrisen.

I Danmark er det ikke godt nyt, at vores samhandelspartnere kæmper med økonomien, og selvom det går godt herhjemme, så vil det stadig være en fordel, hvis landende omkring os også kommer op i gear, vurderer Mikael Olai Milhøj.

Artiklen er oprindeligt udgivet på Euroinvestor

Læs også: 

Læs også: