Onsdag er der landet tal for producentprisinflation eller PPI for eurozonen, og de er til den overraskende høje side. 

PPI-tallet er den inflation, som indkøberne oplever, når de skal købe varer ind til lageret, som så sælges videre til forbrugerne.

Producentprisinflationen for januar lander på 1,8 pct., når man sammenligner med samme måned sidste år. Her havde analytikerne ventet, at tallet ville lande på 1,4 pct. ifølge Trading Economics.

Sammenligner man med december, er producentprisinflationen steget med hele 0,8 pct. ind i januar, og det er også mere end analytikerne havde ventet. Her lød vurderingen, at tallet ville lande på 0,5 pct.