Liberal Alliance har lanceret en ny økonomisk plan, og den indeholder en række skattelettelser, heriblandt en lavere aktie- og kapitalskat, der skal gøre det billigere for danskerne.

Skattelettelserne lyder samlet på 40,3 mia. kr., og finansieringen skal blandt andet komme fra nedskæringer i den offentlige sektor. .

Der skal »en frisk start« til, lyder det fra Liberal Alliance, der netop har lanceret en økonomisk plan af samme navn.

Partiet har de seneste par år set en stor fremgang, og Liberal Alliance ville blive det trejdestørste parti, hvis der var valg i morgen. Partiet står nemlig til at score 21 mandater, viser en meningsmåling, som Epinion har foretaget DR.

Med den politiske indflydelse vil partiet med Alex Vanopslagh i spidsen blandt andet indføre en lavere aktie- og kapitalskat, fremgår det af den økonomiske plan.

Helt konkret vil Liberal Alliance på sigt have en mere flad og enkel aktie- og kapitalbeskatning på 27 pct., og partiet vil tage det første spadestik ved at sænke den højeste skattesats fra 42 pct. til 34 pct.

I det nuværende system bliver man beskattet 27 pct. på aktieindkomst under 67.500 kr., mens man bliver beskattet 42 pct. på aktieindkomst over 67.500 kr.

Samtidig lægger Liberal Alliance op til at hæve loftet på beskæftigelsesfradraget til 71.000 kr. om året fra i dag 55.600 kr. , og så vil partiet gøre de første 5.000 kr., man tjener, skattefri.

Skattelettelserne vil dog ramme meget forskelligt, viser Liberal Alliances egne beregninger ifølge Ritzau. 

For mens personer med en indkomst på en million kroner om året får en skattelettelse på 30.700 kroner årligt, får en folkeskolelærer med en årsindkomst på 520.000 kr. en skattelettelse på 6.072 kr. årligt.

Pengene skal også findes et sted.

Her vil Liberal Alliance forenkle skattesystemet, og så vil partiet reducere antallet af 17.900 ansatte i den statslige administration med 17.900 og med 1.500 i regionernes administration. Det vil ifølge partiet medføre en besparelse på henholdsvis 22,3 mia. kr. og 6,5 mia. kr.

Alex Vanopslagh og co. vil endvidere sænke ulandsbistanden til 0,5 pct. fra det nuværende niveau på 0,7 pct., da partiet mener, at danskerne i forvejen lever op til sine forpligtelser over for det internationale samfund gennem støtten til Ukraine.

Det tiltag vil hente 6,1 mia. kr. ifølge partiet.

Kandidatstuderende vil også blive ramt, hvis Liberal Alliances økonomiske plan bliver til virkelighed. Partiet vil nemlig omlægge SU'en på kandidatdelen af studiet til et lån, og det vil give 1,7 mia. kr. til statskassen ifølge partiet.

 Du kan få et større overblik over partiets finansieringsplan nedenfor.

Læs også: 

Læs også: