Urimelige hold!
Drømmen om en OL-finale glippede med en fingernegls længde for den danske firerkajak, der trak Sorteper i semifinalen torsdag middag.
Og tårerne flød, og stemmerne knækkede over, da de fire muskelbundter efterfølgende skulle sætte ord på skuffelsen. Men der var også vrede og frustration i stemmerne.
For de danske kajakroere mener, at der er en verden til forskel på de forhold, de møder i hverdagen – og de muligheder, der konkurrenter har.
»Det virker bare helt absurd,« fnøs Victor Gairy Aasmul – der sammen med sin kajakkammerater ikke modtager den ypperste støtte, fordi båden ikke på forhånd blev anset for 'medaljeaspiranter'.
»Det, vi fik at vide før OL, var, at de har ændret vilkårene, så det skulle være en top 4-placering ved VM eller OL, for at man kan få fuld støtte fra DIF. Altså – det synes jeg er fuldstændig vanvittigt,« lød det fra Lasse Bro Madsen.
»Hvordan skal man kunne kæmpe sig op i verdensklasseniveau uden økonomisk støtte? Det er absurd, at man først kan få økonomisk støtte, når man ER i top 4.«
De fire kajakroere modtager de Team Danmark-støtte – og derudover får de hver 6000 kroner om måneden i støtte fra Salling Group – og her går det meste til træningslejre.
»Hele sidste år måtte jeg arbejde ved siden af for at få det til at hænge sammen. Og det betyder missede træninger, missede optimering. Jeg måtte gøre tingene halvt, og det er ikke optimalt, hvis man skal levere absolutte verdensklasseresultater,« fortalte Lasse Bro Madsen.
Konkurrenterne får næsten alle fuldtidsløn for at ro, og derudover har de faciliteter, som danskerne kun kan drømme om.
»Vi møder op til stævner, hvor Australien står med et kæmpe bord fyldt med computerskærme, laktatmålinger og det hele. Og vi har et klap-op-bord og et par stole. Der er så mange detaljer, vi ville kunne optimere – men ikke har mulighed for,« sukkede Victor Gairy Aasmul.
Roerne vurderede, at de hver årligt har postet 100.000 kroner i projektet for at nå til, hvor de er i dag.
»Det er hårdt at skulle bruge af sin opsparing hver måned bare for at kunne leve. Der er en egenbetaling for at kunne være på landsholdet.«