Der er ialt lavet 812 OL-guldmedaljer til legene i Rio de Janeiro, men det er langtfra det pureste guld, vinderne får hængt om halsen.
Da den danske svømmer Pernille Blume fik hængt en guldmedalje om halsen for sin OL-sejr, fik hun en guldmedalje, der vejede 500 gram. Der er guld i svømmestjernens medalje, men så værdifuld er den nu heller ikke.
Ifølge Forbes Magazine er der faktisk kun seks gram guld i hver enkelt guldmedalje. De øvrige 494 gram er sølv, som er 92,5 procent rent, og det forringer værdien en hel del.
De seks gram guld er 99,9 procent rent, og guld har en markedsværdi på 43,76 dollar (291,73 kr.) pr. gram. Lagt sammen med værdien af sølvet betyder det, at hver guldmedalje har en værdi 564 dollar (3.759,96 kr.).
Medaljerne måler 85 millimeter i diameter, og de 500 gram, som de vejer, gør dem til historien tungeste OL-guldmedaljer. Alligevel var medaljerne i London mere værdífulde. De var 708 dollar (4.719,95 kr.) værd stykket. Det skyldes, at prisen på guld og sølv var højere for fire år siden end i dag.
Hvis hele medaljen skulle være lavet af det pureste guld, ville den være næsten 22.000 dollar (146.665,20 kr.) værd, hvis vi stadigvæk regner med, at den skulle veje 500 gram. Det er der slet ikke råd til.
Sidste gang, guldmedaljerne var af rent guld, var ved OL i 1912 i Stockholm.
Jakob Fuglsangs sølvmedalje er 305 dollar (2.033) værd, hvis den skulle smeltes om og sælges.
Bronze er som bekendt en legering af kobber og tin, og den er i sig selv ikke meget værd.
Men i medaljevindernes øjne er OL-medaljerne nærmest uvurderlige!