På Valentinsdag i 2013 lød skuddene, der besejlede hans og ikke mindst kærestens skæbne.

I dag kan den tidligere paralympiske stjerne Oscar Pistorius bevæge sig ud i det fri igen efter at have afsonet en stor del af sin fængselsstraf for at have skudt og dræbt sin kæreste, modellen Reeva Steenkamp.

Den verdensberømte sydafrikaner prøveløslades efter at have været buret inde i næsten ni år i sit hjemland for drab.

Han blev dømt for at have skudt 29-årige Steenkamp, som befandt sig på badeværelset, men har holdt fast i, at det var et uheld under den opsigtsvækkende retssag, som blev fulgt i hele verden.

Foto: Ihsaan Haffejee/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

37-årige Pistorius' påstand er, at han troede, at det var indbrudstyve, der var i hans hjem, hvorfor han skød gennem badeværelsesdøren.

Prøveløsladelsen varer frem til december 2029. I prøveløsladelsesperioden vil Pistorius' frihed dog have visse begrænsninger, ligesom han vil blive fulgt af kriminalforsorgen.

Derudover skal han eksempelvis følge et vredesterapi-program og udføre samfundstjeneste, og han må ikke tale med pressen. Overholder han ikke reglerne er det tilbage i fængslet.

Det ventes at Pistorius vil tilbringe sin prøveløsladelsesperiode hos sin onkel i hjembyen Pretoria i Sydafrika.

Foto: Eddie Keogh/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Reeva Steenkamps mor, June Steenkamp, sagde tilbage i november, at hun fortsat ikke køber Pistorius' forklaring, og mener, ligesom anklagerne, at Pistorius i vrede skød Steenkamp, som flygtede ind på badeværelset, efter et skænderi.

I 2015 blev Pistorius dømt for manddrab i Sydafrikas højesteret efter første at være blevet dømt uagtsomt manddrab i 2014. I 2016 blev hans dom forlænget til 13 års fængsel.