Branden på havnen i Fredericia giver massive trafikale problemer i og omkring byen, og problemerne breder sig til motorvejen.

Onsdag aften udbrød der brand i en olietank på havnen i Fredericia. Den bredte sig til flere andre tanke, og på et tidspunkt var der fare for, at tankene skulle eksplodere. Derfor blev omkring 250 personer evakueret fra deres hjem.

Faren for eksplosion er nu afblæst, men branden giver stadig voldsomme logistiske problemer i og omkring byen.

»Der er ekstrem meget trafik på både de små og mindre veje, fordi folk forsøger at finde alternative ruter til dem, der er blevet afspærret. Af samme grund er der også usædvanlig meget trafik på motorvejen.«

Det siger Scanpix-fotograf Claus Fisker, som selv sad fast i trafikken.

Slukningen af branden på havnen i Frederica giver store trafikale problemer i og omkring byen. Togdriften blev indstillet, og passagererne måtte over i busser. Det tog dog et stykke tid, før busserne kom, da busserne også sad fast i trafikken, og det gav lange køer på banegården i Fredericia.
Slukningen af branden på havnen i Frederica giver store trafikale problemer i og omkring byen. Togdriften blev indstillet, og passagererne måtte over i busser. Det tog dog et stykke tid, før busserne kom, da busserne også sad fast i trafikken, og det gav lange køer på banegården i Fredericia. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Store trafikale problemer i Fredericia på grund af branden i olietankerne på havnen.
Store trafikale problemer i Fredericia på grund af branden i olietankerne på havnen. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Store områder i byen er spærret af, og det betyder, at de trafikale udfordringer hurtigt bredte sig til hele byen og dens indfaldsveje.

Vejdirektoratet meddeler, at der er risiko for, at køen breder sig til motorvejen.

Direktoratet advarer mod, at der kan opstå farlige situationer, hvis køen når ned på selve motorvejen. Det er dog endnu ikke tilfældet.

Et område afgrænset af Søndermarksvej og Snoghøj Landevej i krydset med Erritsøbygade er afspærret.

Fredericia Kommune har lagt dette oversigtskort på Facebook. Billedet viser, hvilke veje, der er afspærret på grund af branden på Fredericia havn.
Fredericia Kommune har lagt dette oversigtskort på Facebook. Billedet viser, hvilke veje, der er afspærret på grund af branden på Fredericia havn. Foto: Fredericia Kommune
Vis mere

Torsdag middag kæmper brandfolk stadig for at få bugt med den branden.

Området omkring havnen er spærret af med politiets rød-hvide minestrimmel, mens et stort opbud af brandfolk og slukningskøretøjer kæmper mod flammerne. Branden udvikler tyk sort røg, der i et tykt bælte vælter ud over Lillebælt.

Indsatsleder Per Møller Jensen fortæller, at der er stadig er et stykke vej endnu, før branden er slukket.

»Vi har fået styr på branden, men det brænder stadig inde omkring de inderste siloer. Det, vi arbejder på nu, er, at få kølet siloerne så meget ned, at vi kan komme ind og slukke det sidste derinde,« siger indsatslederen, mens pressen fra et par hundrede meters afstand kan se slukningskøretøjerne sprøjte adskillige tusinde liter vand ind over siloerne.

»Vi har 100 procent styr på det,« siger indsatslederen.