Moren til den bortførte Oliver, Marion Weilharter, føler sig magtesløs efter den bortførelsen af sin søn. Hun ved ikke, hvor han er.
Tirsdag var en dramatisk dag for Marion Weilharter, mor til 5-årige Oliver. Tirsdag morgen blev hendes søn bortført af sin danske far, Thomas Sørensen, i den østrigske by Graz.
- Jeg har det forfærdeligt. Jeg føler mig fuldstændig magtesløs. Jeg kan ikke hjælpe min søn. Jeg ved ikke, hvor han er, og jeg ved ikke, hvordan han har det, siger Marion Weilhart i telefonen fra Graz.
- Det er ingen der kan forestille sig, hvordan det føles, og hvor forfærdeligt det er, siger hun.
Hun er stadig i chok over den dramatiske oplevelse.
- Jeg skreg om hjælp, men der var ingen, der kunne hjælpe. Det var forfærdeligt, siger Marion Weilharter.
Hun mener dog, at det største offer er den fem-årige Oliver.
- Den person der har brug for mest hjælp lige nu er Oliver, han er bange, han måtte i dag opleve at blive bortført på meget traumatisk vis, ved at blive revet ud af bilen af hans far, mens hans mor blev holdt tilbage af en fremmed mand og moren skrigende om hjælp kunne ikke hjælpe ham på nogen måde, skriver hun i en mail til bt.dk.
Strid om forældremyndighed
Marion Weilharter er efter eget udsagn træt af de mange forkerte oplysninger i sagen.
- Når der bliver sagt og skrevet i medierne, at mig og Thomas har haft fælles forældremyndighed over Oliver, er det forkert, siger hun.
- Siden Oliver blev født, har jeg altid og alene haft forældremyndigheden. Det har jeg ifølge østrigsk og international ret. Men det er korrekt, at Thomas den 22. december i 2010 vandt en sag i Danmark og fik forældremyndigheden over Oliver ifølge dansk ret, siger hun.
Marion Weilharter har tænkt sig at kæmpe for at få Oliver tilbage. Men hun ved ikke hvordan.
- Jeg håber på, at Gud kan hjælpe mig, siger Marion Weilharter, der understreger, at parret aldrig var gift, men at de var kæreste i mange år.
Sønnen Oliver blev født den 27. december i 2006 og har dobbelt statsborgerskab.