Da Jakob Ellemann-Jensen gik i sjette klasse, indledte hans venstreorienterede lærer voldsomme diskussioner, fordi faderen Uffe Ellemanns politik ikke passede ham. Læs her om Uffe Ellemanns søn, som i dag må erkende, at han er begyndt at gnække på samme måde som sin far.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Jakob Ellemann-Jensen suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.
Da Jakob Ellemann-Jensen gik i sjette klasse, indledte hans venstreorienterede lærer voldsomme diskussioner, fordi faderen Uffe Ellemanns politik ikke passede ham. Læs her om Uffe Ellemanns søn, som i dag må erkende, at han er begyndt at gnække på samme måde som sin far.
1. Troede jeg var døv
Jeg tror ikke, det var livets store spørgsmål, den lille småbuttede knægt tænkte på her, at dømme ud fra mit relativt tomme blik. Det ser nærmere ud som om, det er fra dengang, hvor mine forældre troede, at jeg var døv, så de stod i hver sin side af stuen og slog på grydelåg, mens min søster holdt øje med mine pupiller og kunne konstatere, at jeg sagtens kunne høre. Jeg var vist bare uinteresseret. Jeg havde vel allerede dengang en relativt høj stresstærskel, og det har jeg kunnet bruge siden. Jeg blev født i 1973 og på billedet, hvor jeg var ca. ét år, boede vi i Kokkedal.
2. Klassens klovn
Her ser det ud til, at min søster Karen – uden større held – forsøger at forklare mig noget. Karen og jeg er ikke vokset op sammen, da vi ikke har den samme mor – min mor er Alice Vestergaard – men vi var ofte sammen i weekender og ferier. Hun var den type storesøster, der altid tog mig med, når hun skulle være sammen med de andre unger på vejen. Meget inkluderende. Jeg fik en opdragelse, som nok til dels var typisk for tiden, selvom mine forældre ikke var slappe laissez faire-typer. Der var en stor frihed, men også forventninger, ansvar og krav. Jeg var det fjerde barn, den yngste og havde en drøm om at blive skuespiller. Onde tunger vil nok hævde, at det er jeg også blevet. Jeg var altid med i skolekomedier og kunne imitere mange stemmer – (Jakob imiterer overbevisende sin far og Poul Nyrup her i samtalen). Det kom også til udtryk i skolen, at jeg mente, jeg havde et stort komisk talent, men til skolehjemsamtaler,fik jeg at vide, at det ikke altid er så godt at være klassens klovn. Apropos Uffe Ellemanns grimasser må jeg erkende, at jo ældre jeg bliver, desto mere kan jeg se hans mimik i mig selv. Selv det berømte gnæk-gnæk, som Thomas Eje er god til – jeg hører mig selv gnække på samme måde fra tid til anden.
3. Min lærer burde være fyret
Man kan desværre ikke se svajet i min fars bukser, men han havde altid den pibe i munden. Året var 1979, og han var politisk ordfører for Venstre, og jeg vidste dengang, at det skulle jeg i hvert aldrig beskæftige mig med (i dag er Jakob politisk ordfører for Venstre, red). Min far var udenrigminister i ti år. Det gav en stor portion rejsedage, og jeg synes, han bragte mange ofre i forhold til familien, og jeg husker, når jeg cyklede til skole, at der var spisesedler for formiddagsbladene, hvor der f.eks. stod »Uffe er en idiot« og lignende. Det gik mig voldsomt på, især fordi jeg også skulle forholde mig til det i skolen. Der var lærere, som syntes, de skulle have en voldsom diskussion med en dreng i sjette klasse – det fortalte jeg aldrig hjemme, for det syntes jeg ikke, de skulle gå og være triste over. Især husker jeg en skolelærer, der var medlem af kommunalbestyrelsen for VS – han syntes, han skulle stille mig til ansvar for f.eks. kartoffelkuren, og jeg forsvarede jo selvfølgelig min far. Jeg var ikke klædt på til den slags diskussioner – den lærer burde i øvrigt være blevet fyret. Jeg gik i Rungsted Skole i det første par år, kom i børnehaveklasse i 1979.
4. Vi bliver aldrig voksne
Vi havde et sommerhus på Djursland, og billedet er fra et sted i området. Min far var meget væk, men også meget til stede, når han så var der. Han var og er et legebarn, ligesom jeg muligvis selv er. Forleden sad jeg i bilen, og min datter på tolv år sagde: »Ihh far, du bliver altså aldrig voksen – bare se på farfar, han bliver det heller ikke.«
5. FCK’er opstillet i Aarhus
Her var jeg med mine børn Frederik og Caroline på vej ud at køre på rulleskøjter, og ja, jeg har en FCK-kasket på. Og i øvrigt en stak FCK trøjer derhjemme. Det gav mig lidt udfordringer, idet jeg er opstillet i Aarhus, og der blev jeg til et vælgermøde spurgt, om jeg holdt med ’De Hvii’e’, altså AGF, og jeg måtte lægge kortene på bordet og sige, jeg var og blev ved med at være FCK’er. Dertil blev der svaret: »Ja, det er jo ikke så godt, men det havde trods alt været værre, hvis du var en overløber.« Jeg blev valgt i Aarhus i 2015 med 8.678 personlige stemmer – første gang i Odense i 2011 med 7.786 stemmer. Dengang i 2009 var jeg koncernjurist hos GN Store Nord.
6. Mor brændte ikke bh’er
Billedet er taget i vagtstuen på Amalienborg, mens jeg var vagtkommandør i Den Kongelige Livgarde. Jeg begyndte i Livgarden nogle måneder efter, at jeg var færdig med gymnasiet, selvom jeg trak et udpræget frinummer. Men jeg havde altid ønsket at være soldat, så jeg meldte mig til Den Kongelige Livgarde. Jeg var værnepligtig der og kom tilbage som sergent efter en tur på Sergentskolen i Sønderborg. Jeg gik vagt i sommeren 1994, hvor det var så glohedt, at vi kun havde bjørneskindshuerne på, når vi marcherede frem og tilbage mellem Livgardens kaserne i Gothersgade og Amalienborg, resten af vagten var med skråhuer på. Ja, og så den øvrige påklædning, naturligvis. Ja, det er rigtigt, at damerne var vilde med én, når man havde uniform på - det måtte man jo tage med. Min mor Alice var en meget kærlig mor, som arbejdede meget og holdt styr på hjemmet, mens min far rejste rundt i hele verden. Jeg er meget stolt af min mor. Hun var den første kvindelige nyhedsoplæser i tv og i radio – hun kæmpede en vigtig kamp for ligestilling, uden at brænde bh’er af. Og hun fik de job, selvom der ikke var noget der hed kvindekvoter – som jeg i øvrigt synes er meget nedgørende.
7. Hæderligt snit
Jeg husker belejligt nok ikke snittet fra min studentereksamen, men det var vist nogenlunde hæderligt, uden at være prangende, fra Zahles Gymnasium, hvor jeg gik fra ottende klasse. Det var dæleme en god skole. Her ser man mig iført de dér grufulde, højtaljede og posede bukser og en blazer, der ser ud som om, den er ni numre for stor. Året var 1992, hvor vi stemte nej til Maastricht og vandt EM i fodbold – det, der førte til min fars kommentar: ’If you can´t join them, beat them’.
8. Ufaglært arbejder
Efter min studentereksamen, og mens jeg ventede på at komme i militæret, kørte jeg gaffeltruck, løftede tunge ting og lærte også at bruge en skærebrænder hos Børge Kristiansen og Søn – Jern og Metal i Københavns Sydhavn. Det var en fed oplevelse i de fire måneder. Det var min korte, men meget lærerige, karriere som ufaglært arbejder.
9. Gudstjeneste med pistol i siden
Juleaften 1999 var en jul, jeg aldrig vil glemme. Billedet er taget i vores messe i Camp Valhalla ved Doboj i Bosnien, ved siden af mig sidder Oberst Svensson og vores feltpræst Ulrik Terp. Senere på aftenen stod vi tre til midnatsgudstjeneste i den katolske kirke i den nu muslimske by Maglaj. Det var med fragmentationsvest, gevær på ryggen, pistol i siden og en skrattende radio i øret til delingen udenfor, hvis nu det skulle gå galt. Men det gjorde det ikke. Julefreden sænkede sig, så det næsten mindede om en amerikansk julefilm. Sneen dalede blidt i den mørke julenat, og stemningen blandt kirkegængerne skiftede fra anspændt til fredfyldt. Efter gudstjenesten stod der sågar en del af de lokale udenfor i en fredelig manifestation af, at det var i orden. Det var en fantastisk oplevelse, hvor julens budskab var så tydeligt, som det næsten kunne være.
