For 11 år siden blev Henriette Kjær konfronteret med, at Erik Skov Pedersen var en bedrager og en fare for hendes politiske karriere, men hun valgte at trodse advarslerne. Flere kilder oplyser til Ekstra Bladet, at reklamemanden Jens Heimburger, Erik Skov Pedersens tidligere samarbejdspartner, tilbage i 2000 advarede Henriette Kjær ved et hemmeligt møde. Dengang var de be begge medlemmer af den konservative folketingsgruppe.

Henriette Kjær blev ved mødet direkte konfronteret med, at Erik Skov Pedersen havde bedraget Jens Heimburger for mellem en kvart og en halv mio. kr.

Bedragerisagen udmundede i et gældsbrev, der senere i 2005 blev konverteret til et pantebrev på 410.000 kr. med sikkerhed i Erik Skov Pedersens og Henriette Kjærs Hellerup-villa.

Erik Skov Pedersen blev aldrig politianmeldt, men Jens Heimburger og en tredje samarbejdspartner valgte at fyre Erik Skov Pedersen som direktør i kommunikationsbureauet Co-Brus.

Erik Skov Pedersen, der i dag sidder varetægtsfængslet og har tilstået bedrageri for 2,4 mio. kr., har ifølge Ekstra Bladet tidligere afvist den gamle svindelsag som løgn. Han hævdede desuden, at han selv havde valgt at forlade direktør-posten.

Jens Heimburger har ikke ønsket at udtale i sagen.