Tryk så på den pauseknap.

Der er lige nu så stor usikkerhed om konsekvenserne ved det gigantiske byggeri af den kunstige ø Lynetteholmen, at det er tid til at træde på bremsen.

Sådan lyder det fra et flertal i en meningsmåling, YouGov har foretaget lavet for B.T.

Helt konkret har YouGov spurgt 2.002 danskere, om byggeriet af Lynetteholmen skal sættes på pause, så længe både Transportministeriet og firmaet By & Havn er stævnet for ikke at have undersøgt de fulde miljøkonsekvenser ved den kunstige ø.

57 procent af de adspurgte er enige i, at projektet skal sættes på pause, mens blot ni procent mener, at byggeriet skal fortsætte.

Resten svarer, at de ikke har nogen holdning til det.

»Min oplevelse er, at folk både føler sig usikre og enormt vrede. Folk føler sig simpelthen krænket på deres retsbevidsthed,« siger Line Barfod, der er spidskandidat for Enhedslisten København ved kommunalvalget.

I en serie har B.T. da også afdækket konsekvenserne ved byggeriet af Lynetteholmen.

Senest er det kommet frem, at tre eksperter mener, at Lynetteholmen slet ikke står for den klimasikring mod stormfloder, som toppolitikere ellers har solgt den som.

»Jo mere eksperter gennemgår af det her kæmpe projekt, jo mere usikkert bliver det,« siger Line Barfod.

Hun langer ud efter de politikere, der ellers har talt varmt for den måde, Lynetteholmen skal beskytte mod stormfloder.

»Her i kommunalvalget har jeg siddet i adskillige debatter med politikere, der går ind for Lynetteholmen og har sagt, hvor vigtigt det er med klimasikring. Og så er det utroligt at høre det her fra eksperter, at Lynetteholmen kan komme til at betyde det modsatte. Jeg synes, det er dybt uansvarligt,« siger hun.

Socialdemokratiets spidskandidat ved kommunalvalget, Sophie Hæstorp Andersen, støtter op om Lynetteholmen. Ligesom regeringen gør.

Her ses overborgmesterkandidat Sophie Hæstorp Andersen (S) og Line Barfod (EL) i valgduel om hovedstaden i Altingets gård onsdag den 10. november 2021. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix)
Her ses overborgmesterkandidat Sophie Hæstorp Andersen (S) og Line Barfod (EL) i valgduel om hovedstaden i Altingets gård onsdag den 10. november 2021. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix) Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Men hun holder fast i, at alle konsekvenserne skal undersøges ordentligt, og at det nu er op til domstolene at afgøre, om det er sket.

»Selvfølgelig skal alle konsekvenser og miljøpåvirkninger undersøges i anlæggelsen af Lynetteholmen,« siger Sophie Hæstorp Andersen og fortsætter:

»Det er nu op til domstolene at bestemme, om sagen skal have opsættende virkning, og hvorvidt anlæggelsen er godt nok undersøgt efter pågældende love,« siger hun.

Tilbage står, at Folketinget 25. november skal stemme om, hvorvidt Lynetteholmen skal sættes på pause, indtil stævningen er afgjort.