Den snobbede men humoristiske englænder fra 80’er tv-serien ‘Cheers’ - skuespilleren Roger Rees - er død

Den britiske skuespiller Roger Rees døde fredag i sit hjem i New York efter en kort sygdom, meddelte hans talsmand Rick Miramontez ifølge nyhedsbureauet AP.

Roger Rees med de walisiske rødder er i Danmark bedst kendt for sin rolle i den amerikanske tv-serie ‘Cheers’ - på dansk ‘Sams Bar’.

Her spillede han den snobbede og som oftest meget humoristiske engelske karakter Robin Colcord, der var blandt gæsterne i Sams Bar.

Sams Bar, der oprindelig blev sendt fra 1982-1993 i USA, handlede om livets gang på en bar i Boston, ejet af en tidligere Red Sox-baseballspiller Sam Malone (Ted Danson).

Blandt personalet var ‘Woody’, den lettere naive bartender spillet af Woody Harrelson, der senere blev en verdenskendt filmstjerne. Det samme blev Kirstie Alley, der spillede den eftertragtede servitrice Rebecca.

Afdøde Roger Rees spillede også med i den populære tv-serie ‘The West Wing’ om livet i Det Hvide Hus i Washington. Her havde han rollen som den britiske ambassadør Lord John Marbury.

Roger Rees blev i sin karriere tildelt både en Tony Award, en Oliver Award og en Emmy-pris. Han blev 71 år gammel.