Roskilde Festival fik royalt besøg torsdag eftermiddag, da prinsesse Marie gæstede festivalen, hvis overskud hvert år tilfalder humanitært og velgørende arbejde.

Det er første gang, at prinsesse Marie besøger Roskilde Festival. Prinsessen var dog ikke kommet for at deltage i festlighederne og for at høre musikken. I stedet skulle hun besøge Folkekirkens Nødhjælp og kaste et blik på nødhjælpsorganisationens aktiviteter på festivalen.

SE BILLEDERNE: 

Roskildefestival2015

Prinsesse Marie er protektor for Folkekirkens Nødhjælp, og under sit besøg blev prinsessen blandt andet introduceret til pantboden, hvor frivillige sorterer de tomme glas, flasker og dåser, der bliver indleveret i boden. Når panten efterfølgende køres væk, bliver der derigennem skabt omsætning til Folkekirkens Nødhjælp.

Derudover fik prinsesse Marie oplevet den ægte festivalstemning, da hun blev ført gennem campingpladsen, mens støvet hvirvlede omkring hende.

Alle de mange sanseindtryk og lugte, der hører med til en festival af Roskilde Festivals kaliber, tog prinsessen dog i stiv arm, og hun var meget positivt begejstret over festivalen og dens mange aktiviteter.

»Det var meget spændende. For mig er det meget vigtigt at besøge Folkekirkens Nødhjælps arbejde og aktiviteter her på Roskilde Festival. Og det er første gang, jeg ser de frivillige, der hjælper med at sortere pant i pantboden, og jeg synes, at det var virkelig imponerende, at de bruger deres tid til at gøre det,« lød det fra prinsessen.

Prinsesse Marie var også vældig begejstret for nødhjælpsorganisations initiativ mod madspild på festivalen i 'House of Rock', hvor organisationen fortalte om konceptet WeFood. Konceptet er Danmarks første butik med overskudsmad og forventes at åbne i slutningen af 2015.

»Jeg synes, det er en meget, meget klog og god løsning, når man tænker på, at der er så mange mennesker, der sulter hver dag, og at der spildes omkring 700.000 tons mad i Danmark. Det er svært at forstå, så jeg synes virkelig, det er en god løsning at åbne den første butik med overskudsmad meget, meget snart,« sagde prinsesse Marie.

Til trods for at dagen ikke bød på de store musikoplevelser for prinsesse Marie, ville hun ikke afvise, at hun kunne finde på at tage på Roskilde Festival en anden gang for at opleve musikken.

»Det vil jeg meget, meget gerne, men jeg tror, det bliver en anden gang. Måske jeg kan komme med de store drenge, det må vi se på, men helt sikkert,« lød det fra prinsesse Marie, inden turen gik tilbage til København.

Se et indslag fra prinsesse Maries besøg på Roskilde Festival øverst i artiklen.