Drengene fra Oh No Ono skjuler ikke, at de tager piller på forsøgsbasis for at holde til Roskilde Festival.

Drengene fra det danske indieband Oh No Ono, lægger ikke skjul på, at det er hårdt at være på festival. Da bt.dk møder dem kan forsangeren Malthe knap tale af hedeslag og tømmermænd og bassisten Nis er fast besluttet på ikke at ende som ham, så han tager piller.

Og bare rolig. De jyske drenge er ikke narkovrag på nogen måde: De drikker fadøl og cafe latte, og prøver nogle tømmermandspiller med kaktusekstrakt bare for sjov.

- Vi skal jo holde til at drikke øl og spille koncert, så nu prøver jeg de her kaktuspiller, forklarer Nis.

Oh No Ono har leveret nogle af dette årtusinds største hits i Danmark, de har spillet på Roskilde Festivalen flere gange og vundet flere priser. Men det er ikke stjerner bt.dk møder på festivalen. Faktisk er de bare sådan nogle glade mænd, som man har lyst til at være venner med. De er sjove, rolige og på festival.

Lørdag skal de selv levere musikken. De har udgivet en hel ny plade og skal spille det live for sjette gang, så nervøsiteten er faktisk synlig omend de er meget afslappede.

- Det er altid lidt spændende at spille noget nyt musik for publikum. Især på Roskilde Festival hvor publikum er lidt mere krævende, fortæller bassisten Nis.

- På klubber ved folk hvad de går ind til. Her vader folk ind og skal fanges, siger guitaristen Aske.

Og hvad skal de så fanges med? Bandet har ikke tænkt over, hvad de skal råbe som hilsen til publikum. Men der må gerne spilles på det jyske. Har du et forslag? Så send det til ssn@bt.dk