Country-rockerne i The Sadies levede ikke helt op til deres tre år gamle triumfkoncert på Loppen. Men mindre kunne bestemt også gøre det.
Sidst, canadiske The Sadies gæstede Loppen, spillede de i over to timer med tre omgange ekstranumre. Festen ville ingen ende tage, og hér, præcis tre år senere, står den koncert stadig klart i undertegnedes hukommelse. Hvis de da bare kunne gentage dén genistreg…
Udadtil er Sadies et roots-rockband ledet af brødene Dallas (vokal, guitar) og Travis Good (guitar, violin, vokal), men deres musikalske stil strækker sig fra Morricone-soundtracks, over surf og rockabilly til rendyrket country. Det bliver aldrig kedeligt.Kvartetten kan ganske vist blive en smule træge at lytte til på plade, men situationen er en helt anden i koncertregi. Og derfor er det noget nær en skandale, at der skal gå tre år mellem gruppens optrædener på dansk grund. Men i aftes var de altså endelig tilbage på Christiania.
Tørvetrillere og energiske optureDesværre var det ikke lige så godt som sidst. Måske fordi frontmand Dallas Good led under at have brækket benet for nylig – han haltede på scenen med krykke og stok og bevægede sig sjældent ud af kvadratmeteren foran forstærkeren, bag mikrofonstativet. Og dét kunne også være årsagen til, at vi ”kun” fik halvanden times koncert denne gang.
Men det hjalp nu heller ikke på det, at seancens første time blev punkteret af for mange anonyme countryballader fra Sadies’ aktuelle (og ikke alt for interessante) album ’Darker Circles’. Som sangskrivere har brødrene Good aldrig været bemærkelsesværdige.
Åbneren ’Lay Down Your Arms’, samt et par andre Morricone-støvede og Dick Dale-surfede instrumentale sager udgjorde dog energiske opture blandt tørvetrillerne ’Another Year Again’ og ’Cut Corners’, ligesom da Travis Good samlede violinen op og løftede Sadies’ egen slager ’Higher Power’ til fornøjelig træskodans.Åbner for guldalderposen
Men i det hele taget var koncertens første time alt for regulær, selvom Sadies så småt fik spillet sig varme med via især den sjove, tempostigende ’Ridge Runner Reel’, inden ekstranumrene efterfølgende blev åbnet med lige så hæsblæsende manér i form af speed-sagen ’16 Mile Creek’.
Og så var det, at The Sadies endelig åbnede op for den guldalderposen og gjorde det, de er bedst til: At fortolke den klassiske rock ’n’ rolls sangskat. Først med obskure ’Leave Me Alone’, som et vist The Canadian Squires indspillede, inden de kaldte sig The Hawks, og inden de kaldte sig The Band.
Midt i festen stod også den traditionelle ’Pretty Polly’ – igen med Travis Good på violin – suverænt, og den gode Dallas takkede hjerteligt de blot godt 50 fremmødte publikummer for støtten og for at tilbyde ham ekstra øl på grund af det brækkede ben.
Fantastiske hyldester
Aftenens største øjeblik faldt også under den supplerende halve time, da Sadies kastede sig ud i en mere end ti minutter lang medley, der talte sange fra den sorte blues’ begyndelse frem til årtusindeskiftets rock ’n’ roll-revival.
Lige fra Big Joe Williams og Bo Diddley over Van Morrison & Thems ’I Can Only Give You Everything’ og kultbands som The Flamin’ Groovies (’Teenage Head’) og Count Five (‘Psychotic Reaction’) til undergrundsbandet The Deadly Snakes og minsandten også Spinal Taps 60’er-parodi ‘Gimme Some Money’!
Dét var en ordentlig ladning af denne slags indfølte og fantastisk fremførte hyldester, der gør The Sadies til noget specielt, og så kunne man alligevel forlade Loppen i opløftet tilstand, selvom der immervæk var et godt stykke op til bandets tre år gamle triumf samme sted.
For det var rock ’n’ roll som i gamle dage. I hvert fald for en stund.
