Det kan godt være, at Anti Social Media ikke længere er med i årets Internationale Melodi Grand Prix, men der er faktisk stadig et dansk bidrag med i finalen lørdag aften i Wien. For når den lettiske skønhed Aminata går på scenen og krænger sit hjerte ud i »Love Injected« er det danske Nicoline Refsing, som har stået bag udtrykket på scenen.

Den kreative London-baserede dansker er slet ikke ukendt i grandprix-sammenhæng. Det var nemlig også hende, der var stod bag sceneudtrykket ved sidste års Melodi Grand Prix i København og smykkede sig med titlen Creative Director og Content Producer. Lørdag aften sidder hun atter klar ved et af verdens største tv-shows, og stemningen er helt i top i Wien, forsikrer Refsing, som roser den kun 22-årige Aminata.

LÆS OGSÅ:

»Der er jo det med hende, at hun leverer så sikkert gang på gang. Hun er totalt in tune, og vi har ikke lavet meget om de sidste mange prøver, så nu skal hun bare have lov at fokusere, så hun kan mærke sig selv. Det er simpelthen en fantastisk oplevelse at arbejde med sådan en kunstner, for hver gang hun åbner op, kommer folk hen og siger til os, at hun får hårene til at rejse sig på dem,« siger Nicoline Refsing.

Det er Aminata Savadogo selv, der har skrevet både tekst og melodi til den elektronisk-inspireret ballade »Love Injected«, der går på scenen som nr. 19 ud af 27 sange. Og den unge spinkle kvinde med den store stemme har altså bragt Letland i finalen for første gang siden 2008. En afgørelse, som bragte sved på panden hos den lettiske delegation i torsdagens semifinale.

»Jeg håbede jo, vi gik videre, men det er nok det tætteste, jeg har været på et hjertestop, fordi vi først blev udråbt som finalist nr. ni (ud af ti, red.), og der var pludselig lande, som man troede gik videre, der ikke var blevet råbt endnu,« siger Nicoline Refsing, der ved lørdagens finale sidder med i det såkaldte green room.

»Vi er ved rigtig godt mod, det har været sjovt og dejligt. Vi har en anderledes sang, der måske er lidt mere edgy end normale Eurovision-sange, men al den opmærksom vi har fået, er overvældende, og heldigvis havde vi et rigtig højlydt publikum ved jury-prøven,« siger Nicoline Refsing, der altså kan kaste lidt rød-hvid glans over årets grandprix-finale.