Den 29-årige sangerinde Adele tager en pause fra scenens rampelys for at hellige sig familielivet og en række projekter til gavn for samfundet.

Det proklamerede hun i går ifølge The Sun midt under en udsolgt koncert på Wembley Stadium i London.

Adeles mange trofaste fans verden over må derfor væbne sig med tålmodighed, inden hun igen stiller sig foran publikum for at dele ud af sine populære sange inden for genrerne jazz og soul. Hendes nuværende turné slutter i denne uge.

Sammen med Simon Konecki har den unge sangerinde en søn på fire år, og han kan således i den kommende tid se frem til kvalitetstimer med sin normalt travle og kendte mor.

Men det er ikke kun familielivet, der vil få Adeles opmærksomhed. Under onsdagens koncert i London udtrykte hun stor medfølelse over for ofrene for den grusomme brand i Grenfell Tower i det vestlige London 14. juni.

Sangerinden dedikerede sangen ’Make You Feel My Love’ til ofrene for den frygtelige bygningsbrand, og forud for nummeret sagde hun til publikum:

»Jeg vil gerne have jer til at donere sammen med mig. Jeg har været nede på grunden tæt ved Grenfell Tower hele ugen, og jeg kommer tilbage på mandag efter mine shows,« sagde hun.

»Jeg kan ikke forklare, hvor ukontrolleret og kaotisk det er dernede.«

Sangerinden sagde desuden til publikum, at prisen for et glas vin i Wembley-baren formentlig vil have større gavn, end de måske aner.

Adele blev i timerne efter branden set kramme flere af de mennesker, der måtte forlade deres lejlighed i den store etagebygning. Hun nærer store følelser for de mange ofre, der står magtesløs hen i ugerne efter katastrofen. Ofre, der ifølge sangerinden bliver negligeret.

»Jeg er allerede i gang med at rejse penge til ofrene og andre tiltag. Jeg vil gerne have alle jer, der kan, til at donere,« siger hun.

»Jeg ved, at mange af jer har betalt mange penge for at være, og det værdsætter jeg. Men hvis vi er her, har vi også råd til at give fem pund.«