Tolerancen kender ingen grænser i disse dage. Alle står i kø for at vise deres sympati, støtte og fremstå som superinkluderende humanister.
Modebranchen har længe været med på den altinkluderende bølge, men i dag er det alt fra supermarkeds kæder til autoværksteder. Selv nogle af de mest konservative brancher er med på vognen.
Forleden morgen på vej på job kunne jeg se Danske Banks hovedsæde blive pakket ind i store kulørte regnbuefarvede bannere. Jeg tænkte, at det var nok et håb om at få pakket skandalerne ind i noget kulørt gavepapir og kom til at trække lidt på smilebåndet
Pride er en god idé. Det er både dejligt og smart tænkt, at gøre en demonstration for lige rettigheder til en kæmpe fest, i stedet for at lade det optræde i den klassiske sure skideballe-form. Danskerne er festglade, og hvis der er noget, som kan få Bent og Gyda til at tage til byen for at omfavne diversitet, så er det da en håndbajer og lidt festlig musik i gaden.
Men mener vi det nu? Er vi virkelig blevet så tolerante? B.T. har spurgt et tusinde og fem danskere, og svaret er faktisk, at vi er blevet pænt tolerante. 84 pct. af kvinderne og 71 pct. af mændene erklærer sig enige i, at de er tolerante overfor alle seksualiteter. Selv på et mere konkret spørgsmål som, hvordan de ville forholde sig, hvis deres partner have fået foretaget et kønsskifte, var hele 22 pct. af kvinderne klar på at blive sammen med deres partner. 32 pct. var i tvivl. Really!?
Det ville selvfølgelig være super fint, hvis vi var nået så langt. Men jeg er ikke helt overbevist.
Virkeligheden er nemlig også, at vi er blevet bange for ikke at mene det rigtige. De offentlige medier er blevet en henrettelsesplads for dem, som træder ved siden af, og derfor vil vi nu allesammen hellere træde hinanden over tæerne for at få en plads på de politisk korrekte bannervogne.
Accept og lige rettigheder for alle er en god idé - og pride kan så absolut være med til at bane vej for større forståelse og inklusion. Men vi skal passe på med hysteriet og mundlukkeriet.
Vi skal turde ytre os og tage diskussionerne. Vi skal mene det, vi siger, og sige det, vi mener. Diskussionen omkring kønsskifte for børn og unge - både den fysiske og den juridiske, skal ikke blive offer for et modefænomen - men tages alvorligt. Jeg mener ikke, at børn skal have lov til at skifte køn hverken fysisk eller juridisk og det tør jeg godt sige… men også kun næsten.
Jeg håber, vi husker det hele, når festen slutter, og vi på mandag åbner døren til teenageværelset og ser, at vores døtre har anlagt skæg, og vores sønner taler i falcet.
Jeg ved personligt, at jeg vil lukke døren, og i det stille håbe på, at de vokser fra det. Hvis de stadig mener det, når de er blevet voksne, så skal jeg selvfølgelig nok tage det alvorligt og finde al min tolerance frem.
Men hvis min mand vil have en kønsskifteoperation, så bliver jeg altså ikke sammen med ham - come on! - Vi ses på steningspladsen:-)
