Lyt til artiklen
Nikolaj Daniel Dyrner havde været forsvundet siden torsdag aften, da politiet fandt ham på den altan, der hørte til den lejlighed, han besøgte aftenen han forsvandt. Nu står underboen frem til den lejlighed, hvor Nikolaj blev fundet.

Underboen til den lejlighed, som den døde Nikolaj Daniel Dyrner blev fundet i, fortæller til BT, at hun hørte en masse larm torsdag aften, da Nikolaj forsvandt.

- Der var en masse tumult, og det lød som der var et slagsmål og at møblerne blev væltet, siger underboen.



Underboen overvejede allerede der, at ringe til politiet, men der var ofte larm fra etagen over hende, hvor der tit var fest.

- Jeg tog det dog alvorligt, og har talt med mine børn om det hele tiden. Det var først lørdag, da nogle unge mænd, der ledte efter Nikolaj kom forbi, at jeg ringede til politiet, fortæller underboen.



Desuden mener underboen ikke at det er nemt at se udefra, hvad der ligger på overboens altan, uanset hvor man kigger fra.

Vennen, der opholdt sig i lejligheden, da politiet kom tirsdag aften, er blevet anholdt. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag klokken 13.

Nikolajs tætteste venner har onsdag formiddag været samlet nedenfor opgangen, hvor de har lagt lys og tulipaner.