To mænd på 20 og 22 år får 12 års fængsel for knivdrab nær en sportshal i Birkerød. Drabet skete 28. oktober 2024, hvor en 23-årig mand afgik ved døden.
En tredje tiltalt bliver frifundet.
Det afgør Retten i Lyngby.
Dommen bliver anket, oplyser de to mænds forsvarsadvokater.
Efter domsafsigelsen var der reaktioner fra de pårørende til den dræbte.
- Tillykke med de 12 år, siger en af de pårørende.
- Vent til du kommer ud, siger en anden, mens vedkommende kigger mod en af de dømte.
Begge mænd, hvis navne er Noah Maaløv Swartz Wagner og Mustafa Cabdulcasis Ibrahim Maxamed Axmed, svarer ikke på reaktionerne fra de pårørende.
Politiet får efter domsafsigelsen hurtigt sendt de pårørende til afdøde ud, mens de to tiltaltes pårørende venter flere minutter i retslokalet efter afgørelsen.
Ved en pause, kort efter skyldkendelsen, var der også en reaktion fra en pårørende, der mente, at der blev sendt øjne mod ham.
Det gav en advarsel fra politiet i en næsten fyldt retssal 4.4 i Retten i Lyngby.
De to unge mænd har i løbet af de i alt syv retsdage ikke udtalt sig.
Den tredje tiltalte, der blev frifundet, har tidligere ladet sig afhøre i sagen.
- Retten finder det godtgjort, at han ikke vidste, at det skete, siger dommeren onsdag formiddag om frifindelsen.
Den 19-årige mand, der bliver frikendt, er ikke selv til stede i retten, da han er syg, men hans forsvarsadvokat, Mads Kruse, er glad for rettens afgørelse.
- Det er en kæmpe lettelse, siger han kort efter kendelsen.
En obduktionsrapport viste, at det 23-årige offer havde været udsat for adskillige knivstik.
- Stikkene var op til 17 centimeter dybe, siger anklager Julie Skovgaard under sin procedure onsdag formiddag.
- De har stukket flere gange, end hvad der er tilstrækkeligt. Vi har på ingen måde tale om et medlidenhedsdrab.
Motivet har i sagen været ukendt, men anklagemyndigheden mener, at tiltalte og afdøde har færdes i de samme kriminelle kredse.
/ritzau/