Det startede ifølge anklageskaftet som en chat på internettet, siden blev det til udveksling af nøgenbilleder og udviklede sig til afpresning. Tirsdag skal en 56-årig mand for Retten i Helsingør tiltalt for at have voldtaget en 14-årig dreng to gange.

Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge avisen kræver anklagemyndigheden den 56-årige mand idømt fængsel og en betinget udvisning af Danmark.

Manden, der ifølge Ritzau bor i Birkerød, nægter sig skyldig. Han har siddet varetægtsfængslet siden slutningen af marts, hvor han blev anholdt. I et grundlovsforhør udtalte han dengang, at han troede drengen var 16 år og at forholdet desuden var frivilligt.

Den 56-årige var kommet i kontakt med den knap fyrre år yngre dreng på internettet, hvor de skrev sammen over en chat. De skulle angiveligt også have talt i telefon sammen.

Af anklageskriftet fremgår det ifølge avisen, at den 56-årige mand overtalte drengen til at sende nøgenbilleder af sig selv. Herefter brugte manden billederne mod drengen og truede med at sende dem til hans familie og venner, hvis ikke han ville mødes med ham.

Det fik den 14-årige dreng til at gå med til at ses med manden og de mødtes på en parkeringsplads i Kokkedal nord for København ved højlys dag. Her tvang den 56-årige drengen til oralsex.

Få dage efter ville manden igen se drengen og det lykkedes ham angiveligt at presse drengen til at mødes endnu en gang. Her blev drengen ifølge anklageskriftet udsat for fuldbyrdet voldtægt på en mark, også i Kokkedal.

Der forventes at falde dom i sagen torsdag.