Det kunne være endt grueligt galt, da to kammerater på 32 og 35 år kom op at slås i Brabrand ved Århus kort efter midnat natten til tirsdag.

Den 35-årige mand valgte pludselig at smadre en flaske og bruge toppen som stikvåben. Herefter stak han den anden i halsen, så han fik et snitsår.

- Det er ikke livstruende, men der var ikke så langt ind til den store halspulsåre, så det kunne da være endt galt, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi.

Politiet fik meldingen om slagsmålet kl. 00.24. Mændene kender hinanden og var sammen op til slagsmålet.

Det har endnu ikke været muligt at afhøre offer og gerningsmanden. Politiet forventer, at gerningsmanden bliver fremstillet i grundlovsforhør senere i dag.