Fordelt på to gange var en nu 41-årig Comanches-rocker med til at indsmugle godt 210 kilo hash – det viser politiets efterforskning i hvert fald. Nu er der rejst tiltale imod rockeren.
Rockerens advokat, Kim Bagge, ønsker ikke at oplyse, hvordan den 41-årige forholder sig til anklageskriftet.
Den 41-årige blev anholdt 28. august og fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved dagen efter. Det ser ud til, at politiet stort set havde efterforskningen færdig, og anklageskriftet er stort set identisk med, hvad der kom frem ved grundlovsforhøret.
Sagens første forhold beskriver, hvordan at rockeren sammen med flere foreløbigt uidentificerede medgerningsmænd indsmuglede 60 kilo hash til Danmark omkring 20. december 2021.
Var dækket af profilnavn
Her er det politiets vurdering, at den 41-årige ved hjælp af en krypteret telefon af mærket SKY ECC organiserede indsmuglingen.
SKY ECC telefoner var modificerede smartphones, hvor gps, kamera og mikrofon var blevet fjernet. I stedet var der blevet installeret en tungt krypteret app, hvor brugerne kunne skrive sammen.
Her var burgerne dækket forskellige intetsigende profilnavne, og i den aktuelle sag gemte rockeren ifølge anklageskriftet sig bag profilnavnet 9Q2C83.
19. december ankom den illegale hashtransport til en adresse i Herlufmagle, hvor den blev delt op i mindre portioner og sendt videre.
Anklageskriftets andet forhold handler om indsmugling af 150 kilo hash, der blev fragtet fra Spanien til Danmark omkring 23. januar 2021.
Her blev hashen igen kørt til samme adresse i Herlufmagle, hvor den atter blev delt op i mindre portioner og sendt videre, viser politiets efterforskning.
Også her styrede den 41-årige ifølge politiet indsmuglingen og viderefordelingen ved hjælp SKY ECC-telefonen.
Trækker tråde til større hashliga
Rockeren er dækket af navneforbud, hvorfor B.T. er afskåret fra at beskrive hans person i detaljer. Men før den 41-årige blev medlem af Satudarah, som Comanches kaldte sig, før de skiftede rygmærke, har han for år tilbage været en del af Hells Angels.
Her afsonede han en længere dom for drabsforsøg.
Det er planen, at sagen kommer for ved Retten i Næstved i næste uge.
Flere af aftagerne er nævnt i anklageskriftet, og de var ifølge politiets efterforskning selv del af en større hashliga. Her slog politiet til 8. august.
Dagen efter blev seks mænd og en 67-årig kvinde varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør holdt ved Retten i Roskilde. I forbindelse med efterforskningen fandt politiet her knap 600 kilo hash.
Samlet set menes de sigtede her at have håndteret 1,7 ton hash i perioden fra januar til august 2023.
Hør mere om organiseret kriminalitet i B.T.s podcast 'På fersk Gerning' her: