Østjyllands Politi bekræfter overfor BT, at en 58-årig mand er blevet anholdt i sagen om skuddrabet på den 57-årige Allan Holmbo Sørensen.

- Jeg kan bekræfte, at vi fremstiller en 58-årig mand i grundlovsforhør her til formiddag. Vi vil anmode om at få dørene lukket, så jeg har ikke yderligere kommentarer, siger politiinspektør og efterforskningsleder Claus Danø til bt.dk

Allan Sørensen blev myrdet i sin 4. sals lejlighed på Teglværksgade 9 i Aarhus lørdag 3. august omkring middagstid.

Retten i Aarhus skal her til formiddag beslutte, om den anholdte skal fængsles for drabet. Den 58-årige er en del af det aarhusianske misbrugsmiljø.

Ukendt motiv

Ifølge eb.dks oplysninger anholdt Østjyllands Politi den 58-årige mand på et værested for misbrugere ved Strandvejen i det indre Aarhus onsdag formiddag kort før klokken 11.

Den anholdte er tidligere straffet og kendte den dræbte Allan Sørensen fra fængselsmiljøet.

Politiet fremstiller den anholdte i grundlovsforhør på en sigtelse for drab og vil kræve ham varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Østjyllands Politi vil stadig ikke afsløre motivet til drabet på Allan Sørensen.