Det er fem dage siden, 21-årige Oliver Ibæk Lund sidst er blevet set. Politiet leder fortsat efter ham og tager nu alle kræfter i brug for at finde ham.

Det bekræfter Sune Myrup, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, over for B.T.

»Vi har søgt hele dagen i går (tirsdag, red.), og vi opskalerer endnu kraftigere i dag. Vi vil have udelukket og undersøgt alt, og derfor sætter vi alt ind.«

Oliver Ibæk Lund var sammen med en kammerat taget hen til Toldbod Plads i Aalborg. Kammeraten gik kort ind på McDonalds, og da han kom tilbage, var Oliver forsvundet.

Siden har politiet set ham på videoovervågning ved Vestre Havnepromenade og ved restaurantskibet Prinses Juliana. Politiet har video af Oliver klokken 01.25.

Den føromtalte opskalering betyder, at der bliver søgt efter Oliver med dykkere, vandsøgningshunde samt en helikopter fra Forsvaret. Denne eftersøgning foregår i og over Limfjorden – fra Aalborg til Hals.

Det er en strækning på knap 33 kilometer.

Endvidere leder politiet også på land.

»Vi har almindelige patruljer, der leder på lands ud mod vandet. Vi undersøger grønne områder og vil også tage droner i brug,« siger Sune Myrup og tilføjer, at politiet stadig har en hypotese om, at Oliver er faldet i vandet

»De sidste billeder, vi har af ham, er fra dernede. Vi har ikke andet, så det er stadig den hypotese, vi har. At han desværre er faldet i vandet.«

Over for TV 2 har Olivers mor, Bente Lund, fortalt, at vidner mener at have set Oliver bevæge sig væk fra havneområdet mod centrum. Det kan politiet dog ikke melde noget ud om.

»Det tør vi ikke sige noget om konkret. Vi har billeder af ham klokken 01.25, og hvis man mener, man har set ham efterfølgende, skal man kontakte os,« siger Sune Myrup.

Politiet har ledt intenst efter Oliver siden lørdag.
Politiet har ledt intenst efter Oliver siden lørdag. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Men har I talt med de konkrete vidner, der mener at have set ham gå væk fra havnen?

»Det er noget, vi efterforsker, så det kan jeg hverken be- eller afkræfte.«

»Men vi opfordrer alle, der ligger inde med viden eller optagelser omkring Prinses Juliana, til at kontakte os. Optagelser fra fredag nat klokken 01 vil vi gerne se igennem.«

Nordjyllands Politi modtager henvendelser i sagen på telefon 1-1-4.

Tirsdag har B.T. også været i kontakt med Bente Lund, der beder offentligheden om hjælp.

»Vi vil gerne appellere til, at man tager kontakt til Oliver, hvis man ser ham. Undersøg steder, hvor han kan have søgt ly eller tilflugt. Tjek og sikre overvågning igennem natten mellem torsdag og fredag fra klokken 01 og frem.«

»Vi ved ikke, hvor han er gået hen, så vi har brug for al den hjælp, vi kan få.«

Også Missing People vil bistå eftersøgningen. De begynder med at lede fra klokken 12 ved Vestre Fjordvej i Aalborg.

Sent onsdag eftermiddag oplyser politiet, at der ikke er noget nyt i sagen. Politiet genoptager arbejdet torsdag omkring klokken 09.