Politiet fik sin sag for onsdag aften.

De leder på nuværende tidspunkt efter gerningsmænd i to sager.

»Klokken 20.54 får vi en anmeldelse om et røveri på Mors Pizzeria på Vestergade 69 i Nørresundby,« siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen.

»En mand med en nylonstrømpe over hovedet truer sig til kassebeholdningen, der har et mindre udbytte. Han truer med en kniv og løber efterfølgende derfra,« uddyber vagtchefen.

Han så ud til at løbe ad Spiesgade, op mod Skovvej og derefter i ukendt retning.

Nordjyllands Politi beskriver manden som:

  • Dansk
  • Cirka 185 cm høj
  • Iført mørk jakke og mørke jeans
  • Spinkel
  • Havde stadig nylonstrømpen over hovedet, da han forlod stedet
  • Så ud til at gå lidt foroverbøjet

»Vi er selvfølgelig interesseret i vidner, der har set noget eller nogen, der passer til beskrivelsen før og efter røveriet. Man kan kontakte os på telefonnummer 114,« siger Jesper Sørensen.

Klokken 22.23 var den så gal igen, da politiet fik en melding om en containerbrand.

»Der er brand i en molok, en af de her nedsænkede containere. Branden er på Vangen i Nørresundby, og vi har en formodning om, at den er antændt med fyrværkeri, og at det dermed er forsætlig brandstiftelse,« fortæller vagtchef Jesper Sørensen.

Klokken 22.35 får de en melding om, at det helt samme nu er sket ved en molok på Arkildsdal. En vej, der ligger få minutter fra Vangen.

»Skulle nogen have set nogen omkring denne brandstiftelse, hører vi også gerne om det på 114,« afslutter Jesper Sørensen.