Opdatering: Den 38-årige mand, som vi har efterlyst og ledt efter de seneste dage, er tidligere på aftenen fundet død i Hareskov. Der er ikke umiddelbart noget, som tyder på, at der skulle ligge en kriminel handling bag. De pårørende er underrettet

Torsdag eftermiddag bringer Nordsjællands Politi en efterlysning.

Det drejer sig om 38-årige en mand, der ikke er set siden søndag 19. juni, hvor han forlod sin bopæl i Charlottenlund på en sølvgrå handicapscooter.

Ifølge politiets oplysninger efterlod han hjemmet i nedtrykt tilstand.

Trods flere dages eftersøgning i områder, han har tilknytning til, er han endnu ikke fundet.

»Vi er i besiddelse af oplysninger, som peger i retning af, at manden var nedtrykt, da han forlod sin bopæl, og vi vil derfor meget gerne i kontakt med ham for at sikre os, at han har det godt,« lyder det fra leder af Hundesektionen i Nordsjællands Politi, politikommissær Lars Hjorth Olesen i en pressemeddelelse.

»Vi har med blandt andet patruljehunde søgt efter ham i de områder, som vi ved, han har en tilknytning til, men det er desværre endnu ikke lykkedes os at finde ham. Vi har en formodning om, at han kan befinde sig i området omkring Hareskoven/Hareskovby og Bagsværd, men vi vil meget gerne opfordre borgere i hele Storkøbenhavn til at kigge efter ham og kontakte os, hvis han er eller bliver set.«

Manden beskrives som 175 centimeter høj med lyst, mellemlangt hår.

Han forlod sit hjem iført en hvid stråhat og en mørk læderjakke.

Handicapscooteren har et bredt, sort sæde, tre hjul, en stor kurv bagpå og fodhvilere foran.

Det formodes, at den siden er løbet tør for strøm, men dens placering kan være en indikator på, hvor manden befinder sig.

Har man set den – eller manden – bedes man derfor kontakte politiet på telefon 114.