En 66-årig pædofil bedstefar fra Vejrup på Fyn var med til at fælde 48-årige TL, der sidder på anklagebænken i Retten i Randers tiltalt i en af dansk retshistories største sager om pædofili og børneporno.

Det kom frem, da en efterforsker, Mads Nielsen, fra Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, NC3, tirsdag vidnede under retssagen mod TL, som er tiltalt for at have begået seksuelle overgreb mod fire børn samt været administrator af de pædofile netværk 'Hoarders Hell' og 'The Love Zone'.

Politiet kom på sporet af den 66-årige bedstefar, da han begyndte at dele billeder af overgreb på nogle internetsider, hvor efterforskerne fulgte med. Efter anholdelsen af bedstefaren fik politiet hans samtykke til, at de kunne bruge hans login til at monitorere det pædofile netværk 'Hoarders Hell' på det mørke TOR-net.

Der fandt politiet bevismateriale, som nu indgår i sagen mod TL. Ifølge efterforskeren er det ikke tilfældigt, at det netop er TOR-netværket de pædofile bruger, når de deler materiale.

»De pædofile netværk har fundet ud af, at hvis man har begået misbrug og gerne vil dele det med andre, så er TOR det sikreste sted at gøre det,« lød det fra efterforskeren.

Under efterforskerens forklaring sad TL sammenbidt og kiggede ned i bordet. Han blev tydeligt påvirket, da der blev afspillet en del af en afhøring. Den tiltalte har tidligere forklaret, at han følte sig presset under afhøringen, og forsvarer Søren Salomonsen afspillede derfor en del af afhøringen, hvor den tiltalte angiveligt følte sig presset.

»Der blev talt om, at amerikanerne muligvis kunne være interesserede i at få ham udleveret til afhøring, men han virkede ikke påvirket af det,« sagde efterforskeren.

Han afviste, at der var tale om pres, men forklarede at udleveringen blev nævnt, fordi det kan være en reel mulighed, fordi han som administrator af de pædofil netværk 'Hoarders Hell' og 'The Love Zone' efter politiets opfattelse har medvirket til seksuelt misbrug af børn.

Efterforskeren sagde, at den tiltalte virkede rolig under afhøringen, og at der ikke var noget ved hans opførsel, der viste, at TL følte sig presset.

»Det eneste, jeg bed mærke i, var hans totale mangel på empati,« sagde efterforskeren og fortalte, hvordan TL havde beskrevet sig selv som en »ægte pædofil«.

Senere i dag skal en svensk mand og en hollandsk mand vidne. De er i deres respektive hjemlande blevet dømt i samme sag.