Endnu en anmeldelse om blufærdighedskrænkelse er landet hos Østjyllands Politi.

I en række artikler hos B.T. har man kunnet læse, hvordan fem kvinder er blevet antastet i Mollerup Skov ved Risskov, af det politiet formoder er en seriekrænker.

Og nu er en 21-årig kvinde blevet offer for en ny krænker. Østjyllands Politi afviser, at der skulle være tale om den samme person.

Den 21-årige kvinde anmeldte søndag eftermiddag, at hun på vej hjem fra byen i Aarhus natten til søndag var blevet kontaktet af en mand, der havde blottet sig for hende.

Ifølge kvinden gik hun omkring klokken 3.15 ved Rådhusparken tæt på Musikhuset, da en fremmed mand, der virkede beruset, stillede sig foran hende, trak bukserne ned og begyndte at onanere.

Da hun forsøgte at gå uden om ham, blokerede han hendes vej et par gange. Da et par cyklister kom kørende på stedet, skyndte manden sig væk.

Kvinden har givet følgende signalement af gerningsmanden:

  • Dansk af udseende, lys i huden
  • Cirka 18-25 år
  • Cirka 180-185 cm
  • Iført mørk hoodie, mørke jeans og brunt bælte

Det er signalementer af krænkeren fra Rådhusparken, der får Østjyllands Politi til fortælle, at de ikke formoder, der er tale om samme gerningsmand. De vil dog efterforske sagerne nærmere.

Det seneste signalement af manden fra Mollerup Skov, som politiet har meldt ud, lyder således:

  • Dansk af udseende
  • Cirka 18 år
  • Cirka 180 cm høj
  • Kort »leverpostejfarvet« hår
  • Iført sort joggingtøj

Politiet har ikke fundet frem til nogen af mændene, men efterforsker sagerne.

Har du oplysninger i sagerne, så kontakt Østjyllands Politi på telefon 114.