Borgere i Vollsmose og besøgende har i nogen tid skullet acceptere, at der gjaldt andre regler end i eksempelvis resten af Odense.

Her har nemlig været en såkaldt visitationszonen, som gav politiet udvidede beføjelser til at visitere personer og køretøjer. Nu er zonen dog ophævet, lyder det fra Fyns Politi.

Man kan dog hurtigt genindføre de strengere regler, hvis nødvendigt.

»Selvom vi denne gang har valgt ikke at forlænge visitationszonen, så vil jeg gerne sende en klar melding om, at vi meget hurtigt kan genindføre den, hvis vi finder det nødvendigt,« udtaler vicepolitiinspektør Richardt Jakobsen i en pressemeddelelse fra Fyns Politi.

»Det skal være sikkert og trygt at færdes og bo i både Vollsmose og Korsløkke samt de omkringliggende områder.«

Efter seks gange at have forlænget zonen i en periode, der strakte sig hen over julen og ind i det nye år, valgte man for ikke så længe siden for første gang at droppe den.

Det ændrede man dog på, da der skete et drab på en parkeringsplads ved fastfoodrestauranten KFC og Netto ved den odenseanske vej Nyborgvej.

Her blev en 19-årig mand dræbt af skud natten til 27. februar, og den 28. dagen efter indførte man igen de udvidede beføjelser.

Siden oprettelsen af zonen har man fundet tre pebersprays, en totenschlæger, en kniv, en foldekniv, en isoleringskniv og en fiskekniv. Desuden er der på baggrund af fundene ved visitationerne rejst 27 sager, der spænder vidt.

De drejer sig blandt andet om euforiserende stoffer, de førnævnte våben og 15 sager om forhold vedrørende forstyrrelse af den offentlige orden, færdselsloven og chikane af en tjenestemand.

Flere gange har der været uro i Vollsmose den seneste tid, og politiet har talt om spændinger imellem grupperinger.

Der har desuden været flere knivstikkerier. Blandt andet er en 24-årig mand for nylig blevet dømt for at have stukket en 17-årig i både ben og ryg, alene fordi teenageren er i familie med en, der har vidnet i en retssag, den 24-årige mand havde tilknytninger til.