Da to personer forrige år forsøgte at smugle pistoler, ammunition og store mængder kokain til Danmark, var de ikke alene om det.

En 30-årig mand fra Albertslund er mandag ved Retten i Glostrup blevet idømt 12 års fængsel for at være bagmanden.

Ifølge dommen står han bag to forsøg på indsmugling af fem halvautomatiske pistoler, ammunition og kokain i august og december 2021.

Begge smuglerforsøg foregik ud fra samme metode: fra Holland via Tyskland til Danmark, i bil og med en følgebil på ruten.

I begge tilfælde blev de standset af tysk politi, som ransagede bilerne og fandt narkoen og våbnene.

Efter at have afsløret det andet indsmuglingsforsøg tippede tysk politi det danske politi.

Dansk politis specialenhed National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) fandt herefter ud af, at der var en sammenhæng mellem de to smuglerforsøg.

Efterforskningen førte til, at NSK rykkede ud og anholdt den nu dømte bagmand i juli sidste år.

Ud over ham blev en 44-årig mand anholdt. Han er blevet idømt otte års fængsel for at have kørt følgebilen ved begge indsmuglingsforsøg.

De to førere af bilerne er blevet idømt fem års fængsel i Tyskland.

Ud over narkosmugling er den 30-årige bagmand dømt for at have organiseret salg af kokain sammen med en kvinde fra Brøndby.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På Fersk Gerning' her eller der, hvor du normalt lytter til podcast: